> Årets fødselsdagsbrev: 51 år og nu neurodivergent aktivist søgende efter autencitet

Jeg er neurodivergent. Fra mine tidligste erindringer som treårig har det stået klart for mig, at jeg tænkte, talte og handlede anderledes. Alligevel opsøgte aldrig en diagnose, da den var fyldt med fordomme, som dikterede, hvordan jeg burde føle og opføre mig, ting jeg ikke kunne genkende; jeg var ikke en dreng, der kunne lide nummerplader.

 

I de seneste uger har jeg været i Barcelona og Sitges for at grave ned i forskningen om, hvad det betyder at være mig, når jeg ser på mig selv med neurodivergente briller. Jeg har skullet skrive hele min livshistorie om igen, og for første gang giver den mening.

 

Så her er mit fødselsdagskort, med fokus på neurodivergent, arbejdeliv, personligt liv og fremtid.

 

HVAD ER NEURODIVERGENT

Det korte svar er, at det ved forskningen ikke. Jep, det er meget kontant. Forskningen har været ledet af en forestilling om, at der kun findes én måde at tænke på. Det er ikke korrekt. Der findes mange komplementære måder at tænke på udover det, vi forstår som den neurotypiske tænkemåde: autisme, adhd, dyslexia, hyperlexia, dyspraxia og mange endnu.

 

Vi er blevet ledt til at tro, at hjernen behandler informationer i forskellige centre i hjernen for til sidst at danne et sammenhængende billede. Det er ikke tilfældet. Hjernen bearbejder informationer på kryds og tværs af krop og hjerne og sammensætter det på en måde, der resulterer i, at vi ikke oplever verden på samme måde, hvilket fører til forskellige løsninger på samme problem. Vores måde at tænke på er lige så forskellige som et fingeraftryk.

 

Krop og sanseintegration:

Jeg er ekstremt sansesensitiv, en karakteristik, der går igen hos de fleste neurodivergente mennesker. Alle mine sanser er konstant overstimuleret, fordi min krop og hjerne skal forholde sig til en masse informationer på én gang. Det kan gøre fysisk ondt i kroppen, og hvis jeg bliver følelsesmæssigt påvirket, får jeg stærke fysiske smerter. Sensitiviteten påvirker mit nervesystem, min søvn og min fordøjelse.

 

Lidt nørden omkring min sanseintegration:

 

Min moro-refleks, også kaldet ‘forskrækkelsesrefleksen’, en primitiv refleks, som man almindeligvis vokser fra i løbet af de første seks måneder, er ikke fuldt udviklet hos mig. Jeg hopper fem meter op i luften, hvis nogen ringer med en ringeklokke. Det betyder, at jeg har et konstant forhøjet stressniveau i min krop.

 

Jeg har udfordringer med balancesansen, som sammen med mit syn skal sikre, at jeg har en stabil koordination af min krop i forhold til mine omgivelser. Det betyder, at når jeg eller andre bevæger sig uhensigtsmæssigt, påvirker det mig i lang tid efter. Det kan sidde i kroppen op til 23 timer efter en oplevelse. For eksempel bliver jeg dårlig af at se andre køre i karrusel. Hvilket også forklarer, hvorfor jeg er en forfærdelig dårlig danser, hvor man skal dreje rundt om sig selv eller hinanden - undskyld:D

 

Da jeg har en visuel-spartel evne til mønstergenkendelse, spiller det hele sammen med min motoriske koordination, hvilket påvirker min muskeltonus, hvor jeg som ofte spænder for meget i forhold til behovet. Og så har jeg dertil har konceptuel synæstesi, som forstærker mine sanseoplevelser.

 

Samlet set bliver jeg stærkt sansemæssigt overstimuleret af at befinde mig steder, hvor alt bevæger sig. På en arbejdsplads betyder det, at jeg ikke kan sidde i storrumskontor, da det føles som om, min krop befinder sig i høj bølgegang som et skib på vandet.

 

Den proprioceptive sans (kropsbevidsthed) er derimod veludviklet. Når jeg bruger den til at løfte, trække eller skubbe noget meget tungt, stabiliserer det min krop, og mine muskler og bindevæv slapper af - vel og mærket hvis jeg ikke er omgivet af mange mennesker, der bevæger sig hele tiden - og her er et tastatur ikke tungt nok.

 

Det har altid været en udfordring, som jeg ikke har tænkt over før nu, men efter jeg fik højt stofskifte, blev sårbarheden væsentligt mere fremtrædende.

 

Hjerne og tænkestil:

Jeg ser sammenhænge mellem forskellige uafhængige systemer og hvordan de påvirker hinanden. Jeg har en særlig evne til visuel-spartel, social og verbal mønstergenkendelse. Jeg har en dyb evne til at føle empati og compassion og reagere intuitivt, når nogle er i distress. Derudover kan jeg hyperfokusere og grave mig dybt ned i et hvilket som helst emne, jeg finder meningsfuldt. Og så har jeg konceptuel synæstesi, hvor jeg oplever taktile sansninger og bevægelser, når jeg har idéer og tanker. Dette gør, at jeg oplever systemsammenhænge, som meget konkrete sansninger, som jeg rent faktisk rører ved det med hænderne og flytter på.

 

Der er stadig meget viden, jeg skal grave frem, og jeg tænker, at jeg har 50-60% autistisk træk, 30% ADHD træk og formodentligt 10-20% noget andet. De neurodivergente kategorier er nemlig ikke klart afgrænset fra naturens side. For eksempel har op til 80% af mennesker med autisme også ADHD. Og med det at være neurodivergent og maskere følger risikoen for kompleks PTSD.

 

Forskningen er stadig fyldt med fordomme, men jo flere neurodivergente mennesker der står frem og selv bidrager som forskere, jo mere vil vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske udvikle sig.

 

ARBEJDE

Jeg har altid sagt, at jeg kunne nå det hele på den hele tid og stadig lave det samme som mine kollegaer. Det er nu støttet af forskningen.

 

Jeg er 48% mere effektiv og 140% mere produktiv end en neurotypisk person.

 

Men hvad er det, en neurotypisk og en neurodivergent hver især bidrager med?

 

Styrken ved den neurotypiske tankestil er, at den gennem den sociale transmissionsproces finder kompromiser på løsninger i grupper, fordi den prioriterer social status i hierarkier over informationer. Udfordringen ved tankestilen er, at den er underlagt bias om, hvordan verdenen se ud. Det betyder, at en neurotypiske person i 74% af tilfældene vil komme frem til en åbenlys forkert konklusion, når der er den mindste risiko for at blive udstødt fra gruppen.

 

Styrken ved den autistiske tankestil er, at den vælger de objektive og rationelle løsninger, da den laver færre fortolkninger af informationer og derfor leverer originale løsninger på problemer. Udfordringen ved tankestilen er, at den er mindre modtagelig over for socialt pres, når der skal findes løsninger på problemer. Det betyder, at den sætter sin egen sociale status over styr for at sikre gruppen størst mulig succes.

 

Styrken ved ADHD tankestilen er, at den får masser af gode ideer og har et højt energiniveau. Udfordringen ved tankestilen er, at den ikke altid får afsluttet opgaverne.

 

Forskningen viser, at en virksomhed med psykologisk tryghed, hvor der er overensstemmelse mellem værdier og adfærd, og hvor der er plads til forskellige tankestile, leverer langt bedre resultater end virksomheder, som består af en homogen gruppe af mennesker.

 

En fordom ved autister er, at de kan lide repetitivt arbejde, hvor de leverer de samme løsninger hele tiden. Det er ikke tilfældet. Autister elsker at finde nye informationer, der kan effektivisere og optimere løsninger. Netop derfor bryder de sig ikke om at blive bombarderet med irrelevante oplysninger, der ikke fører til bedre løsninger. Autisters hjerner er nemlig designet til at finde fejl og løsninger på problemer.

 

En fordom ved ADHD’ere er, at de ikke kan afslutte opgaver. Det er ikke tilfældet. ADHD-hjerner er designet til at få gode idéer og til at arbejde koncentreret i korte intense sprint.

 

Og for autister og adhd’ere gælder det, at da kroppen og hjernen nu engang ikke hensynsfuldt bearbejder informationer i små selvstændige lukkede kredsløb, betyder det også, at de konstant er sansemæssigt overstimuleret. For alle mennesker gælder, at vores erkendelse af verdenen sker igennem sanserne, og det udfordrer særligt autister og ADHD’ere.

 

For mit vedkommende leverer jeg nye løsninger ved konstant at effektiviserer dem. Jeg kan grundlæggende ikke holde ud at arbejde med dovne løsninger. Jeg får det helt konkret fysisk dårligt. Jeg leverer resultater ved at skabe sammenhæng mellem mange forskellige menneskers fagligheder, så hvert enkeltes faglige ekspertise kommer i spil. I modsætning til hvad mange kan tænke, så er det altså ikke mig, der laver løsningen, det er verdenen ganske enkelt for kompleks til i dag med AI. Jeg sikrer mig i stedet, at gruppen leverer de bedste løsninger.

 

Kommunikation:

Jeg er en super god kommunikatør i arbejdssammenhænge. Jeg er god til at vurdere forskellige målgruppers forskelligartede behov i stedet for at antage, at vi alle er ens. Dette gør, at jeg imødekommer konflikter ved at tage højde for modtagerens oplevelse for at øge produktiviteten. 

 

Desværre oplever jeg også, at ubevidste kognitive bias hos neurotypiske, såsom bekræftelsesbias, ankringsbias, in-gruppen bias og halo effekt, gør det svært at etablere tværfagligt samarbejde i virksomheder. Det ærgrer mig, da jeg virkelig ville ønske, jeg kunne være mere ligeglad.

 

PERSONLIGT

Jeg er 50% ekstrovert og kan lide mennesker. Og når jeg føler mig tryg, nyder jeg menneskeligt selskab. Mennesker får mig til at smile. Føler jeg mig utryg, bliver jeg anspændt og trækker mig ind i mig selv.

 

Socialt:

Jeg er udfordret på det sociale plan, da jeg ikke forstår den sociale transmissionsproces - altså hvordan vi fravælger mennesker baseret på deres måde at bevæge sig på, frisure og tøj.

 

Samtidig kan jeg sagtens se, når folk handler efter de sociale hierarkier for at blive inkluderet og undgå at blive ekskluderet. Jeg forstår det. Jeg ved, hvor smertefuldt det er at blive ekskluderet. Det har jeg oplevet hele mit liv.

 

Men jeg forstår ikke helt, hvorfor mennesker fravælger andre baseret på deres måde at bevæge sig på, frisure og tøj. Det, jeg dog godt forstår, er, at vi tiltrækkes af og vælger at være sammen med mennesker, hvor vi føler, at vi kan opbygge en connection og har positive gensidige oplevelser. Det gør jeg også.

 

Samtidig er jeg socialt kompetent, da jeg har færre fordomme omkring mennesker, hvilket giver mig et mere åbent sind, der gør mig i stand til at indgå i samtaler og samarbejde med mange forskellige mennesker.

 

Køn og seksualitet:

Jeg har altid følt, at jeg blev set på som forkert kvinde, forkert mand, havde forkert kropsdysfori, var forkert lesbisk, forkert bi, havde forkert kønsudtryk, forkert følelse af feminin og maskulin, forkert seksualitet, forkert seksuel praksis - forkert. Og jeg har altid følt mig presset af andre til at skulle vælge et eller flere mærkater til at definere mig. Men det får mig til at føle mig dårligt tilpas. Jeg lægger selvfølgelig mærke til, at jeg bliver fravalgt alene på den måde, jeg ser ud på, og om jeg opfører mig på en måde, der passer til det kønsudtryk, folk tillægger mig.

 

Det føles, som om folk tænker, at når jeg har et maskulint udtryk, så spiller vi “du er betjent”, og når jeg har et feminint udtryk, så spiller vi “du er sygeplejerske”, og så køre folk et sæt jokere afsted, som i et spil kort, som er fuldstændigt uforståeligt for mig, baseret hvordan “man” forventes at opfører sig som menneske, når man ser ud på en bestemt måde. I stedet for at tage en samtale med mig. Det betyder, at jeg oplever, at folk sjældent bestræber sig på at møde mig, men alene forestillingen om mig, som jeg så skal bruge uanede mængder af energi på at segmentere ikke er tilfældet. Og når det sker, kommer jeg til at maskere, fordi jeg bliver overvældet.

 

Og det er pisse træls, for jeg er faktisk glad for den, jeg er.

 

Jeg har det som Hannah Gadsby: ”I’m gender surprise.” Get over it.

 

Fordelen ved at jeg tænker neurodivergent er, at jeg ikke er underlagt samme rammer for, hvad der er socialt anerkendt. Jeg har dog aldrig dyrket det, da jeg hele tiden har følt mig forkert.

 

Jeg tillægger ikke valg at tøj og frisure et køn og dermed heller ikke en adfærd, hvor jeg kan anvende et specifikt sæt spilleregler. Jeg kan vælge tøj en dag, som nogle vil sige får dem til at føle sig feminine, mens de andre dage vil vælge tøj, som får dem til at føle sig maskuline. Den følelsesmæssige oplevelse har jeg ganske enkelt ikke. Jeg kan bare godt lide mennesker og sex. Jeg kan lide den skiftende sansning af kraft, blødhed og intensitet. Jeg kan høre, hvad folk siger, men jeg føler det ikke selv. Jeg elsker bare sansningen i min krop.

 

For tiden er jeg ved at undersøge, hvordan jeg har lyst til at se ud, hvis jeg skider højt og flot på hvad folk tillægger af værdi på baggrund af mit ydre udtryk. Den anden dag havde jeg tøj på, som en bøsse ville klæde sig i, inklusiv en binder. Hold da op, hvor fik jeg mange blikke fra ”the Bears”. De ville dog blevet slemt skuffede, hvis de havde fået fingrene i mig; no pack.

 

Paradokset ved forsøget er, at jeg godt ved, hvordan jeg skal tolke andres valg af tøj, frisure og valg af bevægelser og ansigtsmimik i en social kontekst. Men det er en akademisk øvelse for mig, hvor jeg opfatter folks valg ud fra en stammetanke, dvs. hvor ens eller forskellige mennesker ser ud og opfører sig.

 

Det betyder også, at jeg faktisk ikke ved, hvordan jeg bliver set på udefra, fordi jeg ikke er i stand til at tillægge mit eget udseende og adfærd et køn og en seksualitet. Jeg tænker, det hænger sammen med min konceptuelle synæstesi, hvor jeg oplever verdenen som taktile sansninger og bevægelser, ikke sociale spilleregler.

 

Men fordi jeg trods alt ved, at jeg skiller mig ud, vil jeg måske også gerne skille mig endnu mere ud, så ingen bliver i tvivl om, at jeg er mig.

 

Samtaler:

Jeg orker ikke samtaler, hvor formålet er at opnå social anerkendelse. Jeg får ondt i maven og kvalme. Jeg elsker til gengæld at tale om hvordan mennesker oplever verdenen og deres passion.

 

Kropskontakt:

Der er store fordomme om, at autister ikke kan lide kropskontakt. Forkert. Ja, jeg er stærkt sansesensitiv, og hold da op, hvor jeg elsker et kvalitetskram. Faktisk sover jeg bedre, når jeg har fået mange kram.

 

Det har vist sig igennem mit liv, at fordelen ved min sansesensitivitet er, at jeg er god til at forstå verdenen igennem kroppen; jeg har muskulær empati. Det betyder også, at jeg læser andre menneskers nervesystemer rigtigt godt. Det har dog den bagside, at det gør mig helt utrolig træt. Jeg tænker, at det formodentligt hænger sammen med min konceptuelle synæstesi, hvor viden, berøring og bevægelse følges ad - forresten helt ny viden for mig selv.

 

Faktisk lærte jeg under mit ophold i Barcelona, hvor jeg mistede min mobil to gange, at måden, jeg huskede, hvor jeg sidste havde set den, var ved at min krop kunne huske den taktile sansning af mobilen og hvor jeg stod placeret i forhold til væggene i et rum, da jeg lagde mobilen fra mig.

 

Maskering:

Som en overlevelsesstrategi har jeg maskeret hele livet. Jeg er ked af at sige det, men neurotypiske menneskers udøvelse af sociale spilleregler er brutal. 94% af neurodivergente mennesker oplever at blive mobbet, også når folk ikke ved, at de er neurodivergente.

 

Det gør, at jeg er kronisk overstimuleret og overbelastet. Og at jeg må konstatere, at de mange kompromiser i livet, har givet mig kompleks PTSD, hvilket grundlæggende set betyder, at jeg er blevet overvældet for meget og for længe i sådan en grad, at jeg har et mindre fleksibelt nervesystem. Derfor oplever jeg flere shutdowns, og for nyligt oplevede jeg et meltdown, hvilket er årsagen til at jeg skriver mit fødselsdagskort i Barcelona og Sitges. Noget, jeg kun har oplevet én gange før i mit voksenliv, hvor jeg mistede talens evne i London City Airport, fordi mit fly blev aflyst - men den historie kan i læse på min blog.

 

TIDEN FØR MELTDOWN

Jeg tænkte, før jeg tog til Barcelona, at jeg havde en autistisk burnout, og det kan man godt sige, men i virkeligheden er jeg “bare” udbrændt som følger af mange års overbelastning og maskering.

 

I 2016 blev jeg syg med højt stofskifte, udløst af to års kronisk stress, der fik min krop til at bryde sammen, fordi jeg forsøgte at løse en catch22 på en arbejdsplads, hvor ledelsen, der havde bestilt opgaven, ikke selv var forandringsparate.

 

Det høje stofskifte fik mit bindevæv til at stivne i hele kroppen, men særligt brystkassen og hovedet blev hårdt ramt, og jeg fik massive smerter, der gjorde at jeg ikke sov særligt meget i mange år.

 

I årene efter arbejdede jeg på en arbejdsplads, hvor jeg blev udsat for gaslightning i to et halvt år. 

 

Jeg boede i en andelsforening, hvor beboerne gaslightede bestyrelsen og hinanden, og jeg følte mig hjælpeløs i forhold til, at vi ikke havde hinandens ryg, og vi ikke havde kompetencerne til at beskytte vores medarbejder bedre. Derudover var der så lydt, at jeg kunne høre naboens samtaler ord for ord. Alt dette gjorde, at jeg til sidst måtte tage beslutningen at komme ud af bygningen, før jeg slet ikke var i stand til at komme ud af sengen om morgenen, selvom det var en økonomisk beslutning, der ville koste mig dyrt.

 

Samtidig tog jeg en psykoterapeutisk uddannelse og begyndte en master i retorik.

 

Jeg skiftede jeg job flere gange for at finde et sted, hvor jeg kunne få lov til at være mig under de betingelser, jeg kunne fungere under. Og i forbindelse med det seneste jobskifte endte jeg endnu engang et job, hvor jeg syntes, jeg havde gjort det klart til samtalen, at jeg var meget innovativ og ikke var god til rutineopgaver. Jeg brugte næsten halvandet år på at kæmpe med jobbet, hvilket brændte mig endnu mere ud.

 

Imens boede jeg forskellige steder, før jeg ved et tilfælde fandt en lejlighed.

 

Samtidig måtte jeg kæmpe formålsløst for at få hjælp til mine smerter hos min læge. Jeg måtte hoppe fra behandler til behandler, betalt med mine egne penge, indtil jeg fandt en løsning, der fik mine kroniske smerter til at forsvinde – hvis jeg altså ikke overbelaster mig selv.

 

Jeg elsker at træne og motionere. Det er kernen af, hvem jeg er. Jeg har dog langsomt måttet acceptere, at jeg ikke kan træne, efter jeg havde højt stofskifte, da det overbelaster min krop. Det gør mig ked af det, for jeg elsker sansningen i min krop, når jeg er veltrænet. Derudover har jeg været nødt til at acceptere, at jeg er nødt til at gå to til tre timer næsten hver dag, for at stabilisere min krop.

 

Jeg var også omgivet af relationer, hvor jeg ikke fik taget stilling til, hvilke typer relationer jeg ønskede i mit liv, og lod folk flyde ind og ud uden at tænke nærmere over det, samt kæmpede for meget med nogle og for lidt for andre.

 

Desværre har jeg været ramt så længe, at min krop på nuværende tidspunkt bliver overstimuleret af det mindste, og jeg har udviklet kompleks PTSD, fordi jeg har været udsat for for mange “dagligdags” udfordringer for længe – udfordringer, som ikke er særlig dagligdags.

 

Det blev klart for mig i Sitges, hvor udfordret jeg er. Jeg kunne ikke finde mine sko på hotellet og gik i panik over, om de var blevet stjålet, hvilket jeg udtrykte over for personalet. Jeg tror andre kunne sammenligne det med at se et barn bliver kørt ned; sådan reagerede min krop. Ja, det er en voldsom kropslig reaktion, som også overraskede mig. Jeg vidst godt, at min krop ikke fungerede, som den skulle, men jeg ville ikke erkende det. Og nu kommer til at forholde mig til, at jeg ikke kan klare at løse det selv og lære at spørge om hjælp.

 

I de sidste otte måneder har jeg været væk fra en arbejdsplads, indtil jeg blev fyret, fordi jeg ikke kunne få opfyldt de betingelser, som jeg meget eksplicit bad om, der kunne have fået mig til at fungere. Samtidig skulle jeg håndtere et jobcenter, hvor jeg ikke havde overskud til at kæmpe, fordi det krævede, at jeg skulle spørge rigtig mange mennesker om hjælp, til noget jeg endnu ikke selv forstod, ikke havde en diagnose på, og ikke ville få de næste par år.

 

Samtidig måtte jeg forholde mig til, på egen hånd, at jeg lå på autismespektret, hvor jeg oplevede, at der absolut ikke var noget positivt at sige om en autist. Der er til gengæld rigtig mange af fordomme og forestillinger, fordi den eneste type der officielt findes, er den stereotypiske autist, hvilket trak mig ned under vandet, og jeg forsvandt fra mig selv. Jeg vidste dog, at det ikke gjaldt for mig, for ellers havde jeg ikke kunnet gøre alt det, jeg havde gjort.

 

Det blev derfor vigtigt for mig at finde frem til ressourcerne i at være autist og ADHD, så jeg måtte grave mig ned i en forskning, som er fyldt med fordomme. Jeg faldt over Dr. Maureen Dunne, som udgav en bog i marts i år, som har en ressourceorienteret tilgang til hvad det vil sige at være neurodivergent. Oveni alt dette måtte jeg forholde mig til, at mine ressourcer havde ændret sig på grund af mange års overbelastning.

 

Jeg har lært, at maskeringen har kostet mig rigtig dyrt. En person, som har kendt mig i 25 år, fortalte mig, at jeg for 25 år siden kunne blive en helt anden, når jeg var sammen med mere end ét menneske. De kunne også fortælle mig, at jeg i dag er væsentligt mere afslappet, når jeg vel og mærket er sammen med mennesker, som jeg føler mig tryg ved og som kender mig - jeg er mest autentisk, når jeg er omgivet af autentiske mennesker.

 

Selvom jeg for det meste undgik at blive mobbet igennem min skoletid, så har det at trække mig fra mennesker for at undgå det haft store konsekvenser. Jeg troede, at det var min opvækst i underklassen, der gjorde, at jeg maskerede i sådan en grad, at mennesker helt konkret kunne opleve, at jeg blev usynlig, mens jeg stod foran dem. Men det var ikke tilfældet; det var min frygt for at blive mobbet og ekskluderet fra flokken, som jeg egentlig bare så gerne ville være med i.

 

Samlet set er det ikke så underligt, at jeg, som i London City Airport, oplevede at få en nedsmeltning, da jeg så skiltene med “flight cancled”.

 

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har været alt for god til at holde næsen i sporet og har glemt at kigge op og tænke over, om der overhovedet er en rimelig overensstemmelse mellem det, jeg oplever i min krop, og de situationer jeg befinder mig i. Det klare svar er, jeg tog alt for meget på mig, om at det sgu nok var mig, der havde misforstået alting, så jeg aldrig fik sagt til eller fra. Jeg fik aldrig italesat mine behov i min bestræbelse på at være det ordentlige menneske, som jeg har fået at vide hele mit liv, at jeg ikke er.

 

Jeg er loyal og pligtopfyldende og en uddømmende lytter - autisten - og latterlig nysgerrig, innovativ og ekstrovert - adhd’eren - og så er der mig - den ”normale”. Og jeg elsker alle siderne af mig selv. I processen med at skal lære at fjerne min maskering, skal jeg leve efter mine værdier, siger de sendiagnostiserede AuDHD’er, som har gjort det før mig. Og jeg kan mærke, at jeg skal lære ikke at investere i mennesker i mit privatliv eller i job, som ikke er pligtopfyldende og lyttende, nysgerrige og udtømmende lige som mig, for det har slidt mig op at kæmpe så hårdt. Det slider mig op, ikke at være sammen med mennesker, der ikke øver sig i at være autentiske - så nu starter jeg med mig selv, og fjerner maskeringen.

 

FREMTID

Jeg har både været sårbar og helt utrolig robust hele mit liv, ellers ville jeg aldrig kunne have gjort de ting, jeg har.

 

Måske netop af den grund har jeg siden jeg var barn brugt tid på at undersøge, hvad det betyder at være menneske og hvordan kroppen og hjernen fungerer i samspil med sine omgivelser. 

 

Jeg ved ikke, hvor mit arbejdsliv tager mig hen. Men som en sagde til mig på et netværksmøde for nylig: ”You are what you do.”

 

Så nu vender jeg min faglighed om fra økonom til psykoterepeut.

 

Jeg er psykoterapeut med fokus på neurovidenskab, dvs. hvordan kroppen og sindet og virker i en social kontekst, og så er jeg cand.polit. med fokus programteori, dvs. hvor vi kigger på hvilke handlinger, der kan skabe hvilke forandringer. I fremtiden har jeg bestemt mig for, at jeg gerne vil arbejde, så jeg skaber bedre viden om hvad neurodivergens betyder, så vi får smidt de mange fordomme ud og skabt et samfund, hvor der er plads til alle.

 

Det er nemlig ikke kun de unge, der bliver diagnosticeret i disse år, det gør alle aldersgrupper. Og det synes jeg efterlader stof til eftertanke, for hvad er det for et samfund, vi har skabt, hvor mennesker bliver syge af ikke at måtte være dem selv, hvor mennesker ikke må være autentiske.

 

Selvom min rejse til Barcelona på ingen måder ikke forløb som ventet, så endte jeg præcis hvor jeg skulle; på vej hjem til mig selv. Der er dog ingen tvivl om at mit næste år byder på en meget hård rejse for at komme hele vejen i mine mål både på den personlige og faglige front - noget jeg lærte af et helt fantastisk par i Sitges, som ligesom mig, var stukket af for af finde dem selv og hinanden. Dertil har jeg mange ubevidste negative fordomme om autisme og adhd, som jeg skal have skrabet af - jeg skal vænne mig til, at jeg som RGB skal undervise folk i hvad det betyder at være en helt almindelig neurodivergent. 

 

Men for en gangs skyld er jeg ikke vred hele tiden, som jeg har været de senere år, fordi jeg nu endelig forstår, at ja, jeg skiller mig ud, når jeg bare er mig.

 

April er ’World Autism Awareness Month’. En ud af fem er neurodivergente, og halvdelen af Generation Z, født mellem 1995 og 2012, definerer sig selv som helt eller delvist nerodivergent, så kig rundt på dine venner, bekendte, naboer og kollegaer og hver opmærksom på, at hvis du har mødt en neurodivergent, så har du kun mødt en. På samme måde, som har du mødt en neurotypisk, så har du kun mødt en, for det handler først som sidst om personlighed og de valg, vi vælger at tage i livet. Og for at sætte perspektiv på, så er der noget der tyder på, at der er en overrepræsentation af neurodivergente i ledelseslag, blandt millionærer og nobelprismodtagere - de gemmer sig for øjnene af dig;)

> En undersøgelse af Gaslighting og Eksklusion i LGBT-miljøet

Jeg skriver om, hvor ubehageligt jeg oplever LGBT-miljøet. Dertil undersøger jeg årsagerne bag, hvorfor små samfund ekskluderer mennesker, samt sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor LGBT-miljøet skal være så ekskluderende. Til sidst opfordrer jeg til inklusion og accept af mangfoldighed og autensitet i LGBT-miljøet.

Jeg tror, at det er lige så kontroversielt at sige, som når Hanna Gadsby i sit show “Nanette” lavede grin med, at man ikke kan få lesbiske til at grine: “What sort of comedian can’t even make the lesbians laugh? Every comedian ever. That’s a good joke, isn’t it? Classic. It’s bulletproof, too. Very clever, because it’s funny… because it’s true”.

 

En af de ting, jeg ville undersøge, mens jeg var i Barcelona, var, hvorfor jeg altid føler mig forkert i LGBT-miljøet, som om nogle steder burde det være et sted, hvor jeg burde føle mig allermest inkluderet. Men det gør jeg ikke. Det er faktisk det sted, jeg føler mig allermest ekskluderet fra. Jeg har kun været på én arbejdsplads, hvor jeg har følt, at jeg har befundet mig i et lige så giftigt (toxic) miljø som LGBT-miljøet.

 

Der er ikke et miljø som LGBT-miljøet, som kan få mig til at føle, at jeg går fra en IQ på 130 til at føle, at jeg skal have hjælp til at komme i tøjet om morgenen. Som fortæller mig, at jeg har det forkerte køn, det forkerte kønsudtryk, den forkerte seksualitet, den forkerte adfærd i forhold til køn, kønsudtryk og seksualitet. Som fortæller mig, at jeg er et forkert menneske. Der er ikke noget miljø, som LGBT-miljøet, som i den grad tager min agency fra mig og gør mig brandhamrende usikker på mig selv.

 

Jeg passer ikke ind i LGBT-miljøet. Jeg passer ikke ind, fordi jeg er neurodivergent og ikke kan spille efter de neurotypiske sociale hierarkiske spilleregler. Selvom de lesbiske ikke kan se, at jeg er neurodivergent, så mærker de tydeligt, at jeg skiller mig ud.

 

Jeg troede, jeg var dårlig til at læse mennesker og det sociale rum. Jeg har lige lært, at jeg som neurodivergent er meget god til det. Og det skyldes, at jeg er stærk sansesensitiv og har lært siden jeg var barn, at hvis jeg skulle overleve folkeskolen, var jeg nødt til at minimere risikoen for at blive mobbet, så jeg måtte lære, hvornår og hvordan.

 

I mit forsøg havde jeg bestemt mig for, for engangs skyld ikke at lade det være min skyld, at jeg ikke forstod de sociale spilleregler, men i stedet tage mine Goffmann’ske briller på og undersøge, hvorfor jeg finder LGBT-miljøet så ekskluderende og giftigt.

 

EN BAR I BARCELONA

 

Lad mig illustrere hvad jeg oplever.

 

Jeg var på en bar i Barcelona, hvor der var kvindeaften. Det var faktisk svært at finde, for det det viser sig, at kvindemiljøet er lige så lille i Barcelona, som det er i København. Og de mennesker, jeg snakkede med på rejsen, som kom andre steder i verdenen, siger, at det er det samme der. Samt at miljøerne generelt bliver mindre.

 

Da jeg ankommer til stedet, prøver jeg at mingle og forsøger at falde i snak med to kvinder ved det bord, jeg står ved. Den ene hetero som besøger sin lesbiske veninde, og den anden er den lesbiske veninde. Begge på samme alder som mig. Den heteroseksuelle kvinde har et venligt åbent ansigt, når hun samtaler, mens den lesbiske kvinde derimod har et hårdt lukket udtryk i ansigtet - som er kendetegnet for lesbiske kvinder, når man går i byen og på dating. Det er et stift hårdt blik uden smil, med få ord og spørgsmål stillet på en måde, som mest af alt lyder inkvisitoriske. “Hvor længe er du her?”, “Hvad laver du?”, og andre inkvisitoriske spørgsmål.

 

Resten af selskabet på baren var på samme måde: et skarpt afvisende blik, i grupper lukkede omkring dem selv, så det ikke var til at finde en indgang til grupperne. Kvinderne havde en adfærd, som en ung teenager jeg kender, nogle gange kan lægge for dagen, når de ikke ønsker, at kontrolløren i metroen skal spørge om de har en billet: så det er et kraftigt afvisende ydre, når man kan få en kontrollør til at gå forbi.

 

Jeg har den samme oplevelse i København og Berlin. Faktisk har jeg den samme oplevelse ligegyldigt i hvilken sammenhæng jeg er sammen med mennesker fra LGBT-miljøet.

 

Og hvad der er interessant er, at jeg oplever den samme adfærd fra lesbiske kvinder i professionelle sammenhænge, som på arbejdspladser og i kursussammenhænge. En adfærd jeg ikke oplever fra andre minoritetsgrupper.

 

Jeg tænkte ved mig selv, da jeg gik fra baren i Barcelona, at hvis jeg havde oplevet den her adfærd på en hvilken som helst arbejdsplads, havde jeg bedt personerne om at opføre sig pænt, at det ikke er ok at være non-verbal voldelig. Jeg vil ikke arbejde sammen med mennesker, der har en uhøflig og mobbende adfærd overfor deres medmennesker.

 

DET SOCIALE HIERARKI

 

Jeg oplever, at der er et helt specielt sæt spilleregler i LGBT-miljøet for, hvordan man skal se ud og hvordan man tilsvarende skal opføre mig. Hvis jeg, som jeg har fået fortalt, øjensynligt udtrykker noget maskulint, så skal jeg tillægge mig selv en maskulin frembrusende adfærd - som kvinder hader ved mænd i det heteroseksuelle miljø - og hvis jeg udtrykker noget mere feminint, skal jeg tillægge mig en adfærd, som er mere tilbageholdende. Det er sexistisk og misogynistisk. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan vi kan drømme om at møde et autentisk menneske, hvis vi alle render rundt og spiller skuespil.

 

Jeg bliver sendt tilbage til skolegården, hvor der er første og anden vælger, om hvem der må være med til fodbold i frikvarteret. Og jeg blev altid valgt sidst, for selvom jeg spillede godt fodbold, så snakkede jeg ikke som de andre.

 

I forhold til de sociale spilleregler, så smiler jeg nemlig for meget, jeg griner for meget. Jeg stiller uden skyggen af tvivl de helt forkerte spørgsmål, og besvarer helt sikkert spørgsmål forkert. Jeg gør alt det, som ikke er anerkendt i forhold til de sociale koder i LGBT-miljøet blandt kvinder. Jeg er rar og oprindeligt interesseret i af finde ud af, om vi har kemi eller ej; om det er for sex, venskab eller en sjov aften.

 

Skulle jeg have spillet efter de sociale spilleregler i LGBT-miljøet, skulle jeg maskere i sådan en grad, at jeg ville begå vold på mig selv. Det er helt konkret fysisk smerterfuldt for mig at lave en maskering, som LGBT-miljøet kræver for at jeg kan blive socialt anerkendt.

 

Jeg oplever kulturen i LGBT-miljøet som en mentalitet, der lægger sig op ad den, man ser teenager, hvor det er utrolig vigtigt, hvordan man bliver set på og hvem man bliver set sammen med. Jeg ser en brutal kamp mellem de neurotypiske for at finde deres plads i det sociale hierarki.

 

LGBT-MILJØET ER POLITISK OG AUTONOMT

 

Hvem kommer i LGBT-miljøet.

 

LGBT-miljøet fungerer lige som mange politiske partier og medlemsorganisationer - de har mange medlemmer, men de fleste er medlemmer for at støtte op om det politiske arbejde og deltager ikke i de daglige aktiviteter.

 

LBGT-miljøet er derfor ligesom mange andre organisationer drevet af de autonome. Ser vi på, om vi ser et repræsentativt udsnit af befolkningen i forhold til køn, alder, indkomst, bopæl, etnicitet, neurodivergent osv., er det ikke repræsentativt. Det betyder også, at det er dem, som befinder sig i LBGT-miljøet, som bestemmer kulturen.

 

For nogle år siden var der et opgør med de hvide privilegerede bøsser, som man sagde. Der følte - og det tror jeg faktisk de gjorde - at de gjorde alt i deres magt for at repræsentere alle. Hvilket mange ikke oplevede lykkedes, og det blev til et meget grimt opgør med de hvide privilegerede bøsser.

 

Den nye gruppe har deres egne blinde punkter. De bringer også en kultur med sig, hvor de mener, de gør alt for at repræsentere alle. Og de lykkedes heller ikke.

 

Omkring kvinderne er der mange fordomme om, at årsagen til at der ikke er plads til en lækker bar i København for kvinder skyldes, at kvinder gennemsnitligt tjener mindre end mænd. Nu kan jeg som økonom sætte vægt bag ordene og sige, at det ikke er forklaringen. Kvinderne i København har en meget høj indkomst og de arbejder i forskningsmiljøer, finansielle institutioner og højt profilerede virksomheder. Så det er en dårlig undskyldning for ikke at undersøge, hvorfor kvinder ikke deltager i LGBT-miljøet.

 

Men her er et par forklaringer understøttet af undersøgelser og forskning i andre sammenhænge: 

 

Kvinder føler sig mere udsatte omkring at vise deres seksualitet i det åbne rum, fordi når de bliver set sammen med en af samme køn, gør det, at de er bange for at blive antastet eller overfaldet af mænd. Jeg har snakket med mange som føler sig bange. En reel følelse, baseret på reelle erfaring for mange i LGBT-miljøet. - Det gør jeg ikke, jeg bliver bare træt. Jeg er langt mindre bange for at gå på gaden om natten i Barcelona mellem hjemløse, sælgere af stoffer og mænd med store overarme, end jeg er for at gå på en bar med lesbiske. Jeg kan i sagtens tæske en hvilken som helst mand i en gadekamp - indtil det modsatte er bevist, selvfølgelig - men jeg er fuldstændig forsvarsløs, når de sociale spilleregler udspiller sig mellem lesbiske.

 

Kvinder har en kultur om, at “man” ikke som mændene må sige, at man elsker sex, for så er man en luder. Det er nemlig absolut ikke kun blandt heteroseksuelle, at kvinder bliver udskældt, det sker så sandelig også blandt homoseksuelle. Det betyder, at kvinder skal spille spillet rigtigt om at de søger den eneste ene, også selvom det kun er et ONS for ikke at blive udskammet og for at blive socialt anerkendt.

 

Kvinder identificerer sig ikke med den lesbiske livsstil, men har typisk en identitet som stemmer bedre overens med den heteroseksuelle livsstil. At være lesbisk er nemlig forbundet med den feministisk lesbiske bevægelse fra 1970’erne. Og som hetero-lesbisk går man altså ikke på en low-key bar, men vælger mændenes steder, “Oscar”, som ofte er væsentligt mere lækker end, og jeg er ked af at sige det, “Vela”.

 

Kvinder passer oftere børn, og så er der ikke tid til at gå i byen efter kl. 24.

 

Og så har LGBT-miljøet en gaslightende atmosfære, der gør, at mange kvinder vælger ikke at komme der.

 

METOO OG SOFIE LINDE

 

Og så tænker I, det må fandme være noget, der sker i dig. 

 

Når man spurgte kvinder før Sofie Lindes tale på Zulu Comedy Galla i 2020, om de oplevede grænseoverskridende adfærd fra mænd, og om de har følt sig diskrimineret på arbejdspladser, og om de følte, der var problemer med ligestillingen, svarede de fleste, at det problem havde vi ikke i Danmark. Vi var jo det første land i verden til at frigøre pornoen og indfører ægteskab mellem par af samme køn. Og de få, der havde turde stille sig op ved MeToo 1.0, blev irettesat - og lad mig understrege, af kvinder. 

 

Så holdt Sofie Linde sin meget modige tale, og MeToo 2.0 blev langt om længe sparket i gang i Danmark. Lige siden har flere og flere kvinder udtrykt problemer med grænseoverskridende adfærd, diskrimination på arbejdspladser og problemer med ligestillingen. Og så sent som i 2024 har 70 procent sagt, at de oplever grænseoverskridende adfærd på arbejdspladser.

 

Så ja, der er også problemer i LGBT-miljøet, som er blind over for deres egne bias. Men dem, der siger noget, bliver irettesat. Jeg prøver nu alligevel.

 

FÆLLESSKABER LUKKER OM SIG SELV

 

Jeg har selvfølgelig undret mig, hvorfor LGBT-miljøet er så lukket om sig selv. 

 

Siden jeg var barn, har jeg været meget opmærksom på, hvor stærk en mobbekultur, der er blandt mennesker for at vedligeholde de sociale hierarkier, og har derfor brugt et liv på at undersøge det. Jeg har derfor også snakket med mange menneske om, hvorfor LGBT-miljøet er så lukket, og hvorfor LGBT-miljøet er så blind overfor deres egne bias. Og ja, det er også støttet af forskningen.

 

Når man befinder sig i et lille samfund, hvor man er i opposition, eller skiller sig ud fra det omgivende samfund, opstår der et sæt af sociale koder og spilleregler, som adskiller sig fra det omgivende samfund, hvor man enten passer ind eller ikke passer ind. Og lever man ikke op til det lille samfunds regler, bliver man korrigeret og gjort forkert, så man igen falder inden for normen af det lille samfund. Alle der har levet i provinsen ved hvorfor de ender i København eller Århus.

 

Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor LGBT-miljøet skulle være lige så lukket som alle andre små samfund, når det hele tiden taler for inklusion. Men årsagen til, at små samfund ikke ser, at der ikke er plads til alle, er, at det ikke passer til deres selvforståelse. Og ting, der ikke passer ind i et lille samfunds selvforståelse, bliver ganske enkelt dissocieret fra korttidshukommelsen og når aldrig over i langtidshukommelsen - helt konkret kognitiv videnskab. Det bliver med andre ord ikke set af majoriteten. Og der skal noget helt særligt til, før majoriteten ser det.

 

Det var det, der skete med Sofie Lindes tale. Da hun havde talt og vandt prisen for året tale, turde andre kvinder også stå ved, at de følte sig diskrimineret, indtil da havde de heller ikke engang turde sige det højt til dem selv.

 

Mange udlændinge siger om den danske hjertelighed, at den viser sig at skjule meget giftighed. Vi danskere kan godt lide at kalde det ironi, men lad os være ærlige, det er ren og skær giftighed. Og som neurodivergent forstår jeg simpelthen ikke ondskabsfuldheden i at sige til dine medmennesker: kan du ikke tage en joke…

 

Og bare for at tage fat i Hannah Gadsby Show “Gender Agenda” fra 2024, hvor det bliver sagt, at nu skulle “the gay men remember to be kind to the lesbians” - hvorfor er det nødvendigt at sige i 2024? Fordi der er rigtig mange biases inden for LBGT-miljøet.

 

Jeg kommer ikke på FEMØ af samme årsag. Et år, hvor jeg havde forvildet mig på FEMØ, var der mange nye. Der var så mange nye, at de turde sige højt, at de følte sig ekskluderet, og nogle tog hjem. Det ændrede ikke noget.

 

Og selvom jeg kender forskningen bag eksklusionsmekanismer, kan jeg på et helt personligt niveau forstår ikke, hvorfor LGBT-miljøet er så blind over for deres egne bias. Jeg kommer på en anden ø-lejr, og her har vi ikke problemer med eksklusion. Vi elsker, når der er nye folk. Nye mennesker at snakke med. Nye mennesker at lege med. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi ikke kommer i de samme miljøer til hverdag, og derfor kun er samlet om den ene hobby, der gør, at vi tager på teltlejr. Eller om den hobby, vi dyrker, er så speciel, at vi sgu alle sammen er nødt til at være lidt til den ene eller anden side, for at synes, det er sjovt, at stå i squat i to timer i stegende hede. Og selvom jeg går tidligt i seng, er der altid en, der spørger, "har du lyst til at træne sammen med mig?"

 

Men en ting er sikkert, det er brutalt hårdt at være i LGBT-miljøet, i sådan en grad, at jeg nogle gange er nødt til at sætte mig ned og græde - og jeg er ikke den eneste, der oplever det.

 

94 PROCENT BLIVER MOBBET

 

En ud af fem mennesker er neurodivergente. 94 procent af neurodivergente mennesker oplever at blive mobbet. Dertil er de overrepræsenteret i statistikker, når det kommer til at begå selskade og selvmord. Det betyder, at neurodivergente mennesker er dobbelt ramte, når det kommer til social risiko. De rammes på deres seksualitet og deres neurodivergens.

 

CONNECTION I SITGET

 

På min rejse til Barcelona var jeg også i Sitges, en lille festglad ferieby tæt på Barcelona. Her opdagede jeg, at de mennesker, jeg havde mest til fælles med, var dem, der var bevidste om, at de faldt uden for de sociale normer. Det kunne være, at de skilte sig ud fra det traditionelle LBGT-miljø, boede som hvide heteroseksuelle i en anden kultur og følte sig derfor mere som europæere end som borgere i deres bopælsland, var neurodivergente eller tilhørte en minoritet med hensyn til hudfarve. I bund og grund var det mennesker, der på en eller anden måde var meget bevidste om, at de ikke passede inden for rammerne af de sociale hierarkier, som neurotypisk kan lide at opretholde. 

 

Det var alle mennesker, der satte pris på at connecte med ligesindede, hvor der var plads til leg, samtale, fest og alvor, hvor det at være sammen uden fordømmelse blev værdsat. Alle var opmærksomme på, at de nogle gange faldt uden for en eller anden social norm, og at dette kunne have negative konsekvenser for dem.

 

JEG DRØMMER OM INKLUSION I LGBT-MILJØET

 

Jeg drømmer om et LGBT-miljø, hvor der er plads til mennesker som mig. Hvor jeg ikke behøver at kæmpe for min overlevelse i neurotypiskes kamp for at finde deres tilhørsforhold i de sociale hierarkier.

 

Selvom jeg er neurodivergent og ikke forstår sociale hierarkier, er jeg ikke blind over for, hvad social eksklusion og mobning gør ved mennesker. Jeg forstår absolut godt, hvorfor folk er bange for at skille sig ud - det er smertefuldt, kan jeg sige af personlig erfaring.

 

De sammenhænge, hvor jeg har trives bedst, både privat, i fritiden og på arbejdspladser, er miljøer, hvor man har en fælles forståelse for at skabe inklusion og være autentiske. Inklusion kommer nemlig ikke af sig selv, det understøttes også af forskningen, og det opnås ikke, hvis vi ikke taler om det og aktivt arbejder på at opbygge det. At skabe en kultur med reel inklusion er nemlig super svært.

 

For nyligt på en lesbisk aften på en bar i København afviste jeg en kvinde, der spurgte, om hun måtte sidde ved en fri stol ved bordet, hvor jeg og andre sad, fordi jeg holdt stolen til en veninde. Senere så jeg hende nærmest løbe ud ad døren, og det gjorde mig ked af det. Jeg skulle have sagt ja og sagt, "Så finder vi sgu ud af noget med den stol", men det gjorde jeg ikke. Det, jeg lærte af min reaktion, er, at jeg finder LGBT-miljøet så giftigt, at jeg er bange for lesbiske kvinder: med et enkelt blik og et enkelt ord får de mig til at føle mig forkert.

 

Jeg drømmer om et LGBT-miljø, hvor jeg ikke er bange for mine medmennesker, hvor jeg føler mig inkluderet og accepteret som jeg er - og hvor jeg helt intuitivt svarer, "Ja, sæt dig ned".

 

EFTERSKRIFT: AT HØRE TIL

 

På grund af min neurodivergens og min livslange kamp for ikke at blive mobbet, har jeg altid været interesseret i de sociale spilleregler. Derfor har jeg læst psykoterapeut med fokus på individets samspil med omgivelserne. Men jeg har også studeret sociologi, organisationsteori og retorik for at forstå, hvad der sker, når mennesker samles i flok. 

 

Jeg fortæller bevidst historien fra et personligt perspektiv, fordi jeg ved, at jeg ikke sidder alene med følelsen af, at jeg ikke er okay, som jeg er, når jeg er sammen med lesbiske kvinder.

 

Det blev tydeligt for mig i Barcelona, at jeg ikke er bange for mænd, som mange kvinder oplever det. Jeg er derimod rædselsslagen for lesbiske kvinder. Generelt er jeg glad for mig selv - min tænkemåde, mit intellekt, min krop, mit grin, min måde at være på over for andre. Selvfølgelig bliver jeg usikker i sociale sammenhænge, men ingen kvinder som de lesbiske kan få mig til at føle mig grim, dum og forkert som menneske - og det gør mig virkelig ked af det.

 

En bøsse og antropolog sagde til mig i Sitges, at vi alle drømmer om "frihed fra eksklusion og at høre til”. Jeg drømmer i hvert fald om friheden til at være autentisk og høre til.

> Meltdown in London City Airport

In 2006, I had a meltdown at London City Airport when my flight was canceled. I lost control and started kicking my bag and shouting, but was help by kind people. This episode reminded me of a similar episode when I was 10 years old, highlighting the fact that traumatic reactions can arise under intense and long-term stress, and that support and understanding from others are crucial to healing.

In early fall 2006, I had a meltdown at London City Airport, where I nearly didn’t make it home. But let’s start from the beginning.

 

I had been visiting a friend in London and was heading back home. I’m someone who gets nervous about being late, so I decided to trust my friend, who was a world traveler. You know the type, effortlessly navigating airports as if they were strolling through their own living room.

 

But the time schedule might have been a bit tight because on the last part of my journey on the train, I could see from the clock that this was going to be so tight, that I could see the gate closing in front of me. And it was crucial to me that I got back home in time for the afternoon lecture in Tax Policy at the university. I was shaking so badly in the train that it felt like my skin was being electrocuted. But I tried to stay calm and breathe, calm and breathe…

 

As the train pulled into the station, I hurried out and ran into the airport to where I could check in. Just as I reached the check-in line, I read: flight canceled.

 

And then I had a complete blackout.

 

After staring at the message for a while, I turned to the people at the check-in and asked, with a very desperate look in my eyes, “What now? How do I get home?” Their response was disheartening: “We don’t know…”

 

I had specially chosen the airline SAS because they were supposed to be the best, so if I got into trouble, they would manage, right? No.

 

And I lost it. My brain just imploded into a meaningless sense of senselessness. My eyes started running. And with a very big swing of my arm, I threw my bag on the floor and started kicking it, yelling something about how the hell they didn’t know how I was supposed to come home. The people behind the check-in looked at me with eyes wide-open, leaning backward, and very quiet.

 

Two cops came over. Bad cop and good cop. Fully packed with vests and everything, and very big machine guns, they almost shoved up under my nose like a cigar.

 

Good cop looked at me with kind eyes and asked me with a gentle voice what was happening. I could not speak, so I could not answer him. So, bad cop, with the cold eyes and harsh voice, insistently said I was not allowed to act like that in an airport.

 

And I just stood still, stared at them, my eyes running, not saying a word.

 

Then, out of the blue, out of the corner of my left, a very British guy in worn brown British clothes and a brown folder in his right hand came walking very fast with very long strides, like John Cleese in Monty Python, and stop between me and good cop and bad cop, stuck his head out like a turtle from its shell, and asked me, “Have you got stress?”

 

And everything stood still… It was as if everything became calm inside of me...

 

I still couldn’t speak, but I felt like I must have looked very surprised.

 

The John Cleese guy then turned his turtle head to look at good cop and bad cop and continued his very long strides out of sight to the right, as fast, as he came in from the left.

 

Good cop and bad cop looked at me for a short while. Then they decided to repeat that I could not throw my bag and yell in the airport. And they walked away.

 

And there I stood, thinking, “Now the worst thing has happened, the very thing I feared. I had absolutely lost it!”

 

My brain had shut down for all conversations, so I could do nothing.

 

I picked up my bag and decided to find a corner of the airport and wait for it to pass.

 

For those who have been in London City Airport, they know there is no such thing as a corner. There is one big, very bright hall where the addict almost reaches the sky.

 

But I found a place close to the wall, just sitting while my eyes kept running.

 

I don’t know for how long I sat there; I had no sense of time.

 

But certainly, a woman was standing in front of me asking me what was going on.

 

I still couldn’t speak, but I could voice “home” while my eyes just kept running.

 

She asked me where home was, but I could not answer, so she asked me for my ticket and told me not to move; she would look into it and get back to me. And she was gone.

 

I don’t know how long she was gone, but it felt like she was back as fast as she had left.

 

She had rebooked my flight and asked me to follow her. She sat me at a coffee shop where she made sure I got a cop a coffee and told me to stay there; she would pick me up and follow me to the gate when time came.

 

The coffee shop was on a hill in the middle of everything, and I just sat there while my eyes kept running. I could feel no emotions. And I had no thoughts. But I did think to myself that the lecture in Tax Policy might not be so important after all.

 

Again, I had no idea how long I sat there, but my coffee was gone by the time she returned as fast as she had left.

 

She followed me to the gate while my eyes were still running.

 

When I was in the air, the plane made a 180-degree turn, so I almost felt like my nose got screwed into the window, and I could look straight down into the water and see the shadow of the plane. I knew then that it was very bad because I have a fear of flying, and I felt absolutely nothing. But my eyes had stopped running.

 

As I went home from the airport, I could see on the clock as I passed the university it was only a few hours later than expected.

 

For the next few months, I was lying on the sofa, attending lectures at the university, not understanding one bit but doing it out of duty and purpose, my brain was closed. At the end of the semester, I managed to pull myself together, write an exercise a few days before deadline, defend it, and receive an okay grade for.

 

I decided to go to the exams just to see if anything would come up, but I could leave the exams five minutes later; I was blank. I could remember nothing about what my teacher had said about Tax Policy.

 

Two months later, I traveled to China.

 

THE YEAR UP UNTIL THE MELTDOWN

 

The year before the meltdown in summer 2015, I had started my master’s degree in Economics and decided that I would do like everybody else. I would have a 15-hour student job every week plus transportation, doing 7 house training and following lectures at the university including one in Sweden, and taking lectures in Chinese language. 

 

At the same time, I decided to apply for a semester in China, the least communicative and transparent country in the world. And I decided I would learn to ask for help from the Chinese students because China does not write much on their websites. And I needed to learn to find two professors to write me a statement I could put with the application for studying in China, which some were to posh to write because I was not an A-student. On the day Copenhagen University had gathered all the applicants for exchange, I was the only student who did not receive any papers on whether or not I had been admitted. And it took some time before I received a one-page paper with me being admitted. And I did not know where I was going to sleep until the day I arrived in China.

 

This was all too much, and by summer 2006, I was well done, barely hanging on by my nails, so when I saw ‘flight canceled’ I experienced a trauma response, where I got overwhelmed, panicked and got out of control. And I was lucky that day, because the John Cleese guy and the personnel in the airport gave me the necessary understanding and support that got me home safe.

 

China was good: breakfast, reading, lectures, walking, lunch with the other international students, reading, sleeping - for five months.

 

It took me ten months all together to be okay enough to start working when I got back home from China.

 

In hindsight, as one says, I can now see, that my meltdown didn’t come out of the blue.

 

I DON’T DO MELTDOWNS

 

I don’t do meltdowns. The last time I had a meltdown before London City Airport, I was 10 years old.

 

As a 10-year-old, I had been under a lot of pressure for many years - living in children's home, having a new brother, witnessing adults fighting and divorcing, hiding from the teachers at my old school, moving again, starting a new school, and struggling to understand the other children. There was lot of change I had no control over. So, when I was to go on summer holiday as usually for the first time after we had move to our new home, instead of being quired and withdrawn, I started screaming and crying and kicking like a mad because I had to drive with someone new. I startled all the adults around me, even my mother.

 

Trauma responses occur when we are under a lot of distress for a long period of time. They are characterized by behaviors that are uncharacterized for us and can manifest as shutdowns, where we have an inward reaction, such as remove ourselves from our surroundings, or as a meltdown, where we have an outward reaction, such as shaking and jelling.

 

The way others can help when a person experiences a trauma response is to approach them with understanding and support, allowing them to feel they are okay and that they can manage the situation; and they will.

 

That’s what happened in London City Airport. The personal there provided me with the support I needed to stay calm and get home. And that’s happened when I was 10 years old, I got not to drive with a stranger.

 

I don’t do meltdowns, I write. It took me almost 20 years to start telling people that I had a meltdown in London City Airport. But the fact is, everybody experiences them, including me. That is not a pleasant realization for someone who thinks logically and rationally like me.

> Hvorfor Skriver og Taler jeg Engelsk?

Jeg udforsker, hvordan valg af sprog påvirker mine evne til at forstå mine indre tilstande og udtrykke mig selv, samt hvordan sprogskift er en strategi til at håndtere stress og overvældelse.

Det er ikke ualmindeligt, at neurodivergente taler og skriver på engelsk, men spørgsmålet er selvfølgelig hvorfor: her er min fortælling. 

 

Jeg har tre sprog: det, jeg voksede op med, engelsk, og mit akademiske sprog. De tre sprog har hver deres muligheder og begrænsninger.

 

MODERSMÅLET DANSK

Jeg er vokset op med dansk som modersmål. Det er det sprog, der giver mig en kulturel forståelse af vores sociale normer i samfundet. Det er det sprog, der giver mig en dyb forståelse for de sociale spilleregler og hvad der forventes, at jeg sanser, føler og tænker. 

 

Det er samtidig et mangelfuldt sprog, da jeg igennem min opvækst aldrig fik sat ord på mine sanser, følelser og den måde, jeg tænkte på sammen med en voksen, og på den måde aldrig lærte at skelne imellem mine indre tilstande.

 

ENGELSK

Engelsk lærte jeg ved at se engelsk tv som Fun Factory på Sky Channel og MTV, da jeg var mellem 10 og 14 år gammel. Det er et sprog, som jeg oplever er fri for kulturelle sociale normer, og som gør, at jeg oplever at have dybere adgang til mine sanser, følelser og den måde, jeg tænker på. 

 

Forskningen understøtter, at vi ændrer personlighed, når vi ændrer sprog. Sådan har jeg det i hvert fald. Derfor kan det være trygt for mig at slå over til engelsk, da jeg ikke er underlagt de samme ubevidste sociale normer på engelsk som på dansk.

 

Det er noget, jeg særligt har oplevet, når jeg har rejst, at vi alle sammen er en lille bitte smule autister, fordi vi er nødt til at tage hinanden på ordene, da vi ikke i samme grad kan lægge fælles kulturelle normer ind i sproget. Det er meget befriende og giver mig en stor følelse af frihed til at være mig.

 

Hvis jeg bliver stresset, skifter jeg over til engelsk, da jeg oplever, at jeg får dybere adgang til mine sanser og følelser, og derfor kan tænke mere klart. Samtidig giver det mig en mulighed for at holde lidt afstand, så jeg bliver knapt så overvældet. Eller måske oplever jeg bare, at det hele bliver lidt mere klart, da det ikke bliver mudret ind i danske sociale normer for, hvordan jeg bør have det. Jeg kan godt opleve, at når jeg taler dansk, så tapper jeg inde i en fælles kollektiv hukommelse om, hvordan jeg bør sanse, føle, tænke og handle, som jeg ikke oplever er rar, da jeg føler, jeg får frataget muligheden for selv at bestemme, hvad jeg føler og tænker. Jeg tror, det er en konsekvens af den stærke maskering jeg har lært, da jeg var mellem 4 og 9 år.

 

Dertil har jeg lige lært, at når min autistiske side bliver overvældet eller overstimuleret af noget i mine omgivelser eller sociale forventninger, får jeg svært ved at udtrykke mig. Hvis jeg får en nedsmeltning, kan jeg ligefrem miste sproget fuldstændigt både kognitivt og verbalt. Det hænger sammen med den måde, jeg oplever verdenen på. Den viden ville jeg gerne have haft tidligere, for så havde jeg også vist at der er sunde strategier omkring at håndtere det.

 

Da jeg har læst rigtigt meget på engelsk som akademiker, har jeg en stor del af mit ordforråd for mine indre tilstande fra engelsk. Dertil oplever jeg, at engelsk har flere ord, hvor jeg kan nuancere, hvad jeg oplever. Jeg oplever, at jeg kan sanse min krop og mærke mine følelser mere klart, når jeg tænker og taler på engelsk.

 

AKADEMISK DANSK

Jeg har lært at sætte ord på mine sanser, følelser og tanker via mine uddannelser inden for psykoterapi, økonomi og meget mere. Det betyder også, at jeg bruger andre ord, end mange jeg møder, når jeg skal sætte ord på mig selv. Jeg kan derfor lyde irriterende bedrevidende.

 

Det kan til tider være frustrerende, fordi jeg oplever, at folk kan opfatte mig som distanceret. Det er jeg ikke, men det er nu engang det sprog, jeg fik til at sætte ord på min indre tilstand. Jeg taler formodentligt derfor også bedst sammen med mennesker, som enten har en åbenhed i deres kommunikation eller er lige så terapi-ramte som jeg er.

 

ENGELSK ELLER DANSK?

Det kommer an på. Hvis jeg er i et meget trygt selskab med kun ét menneske, hvor vi udveksler sanser og følelser nonverbalt lige så meget som verbalt, giver dansk mig en sansemæssig dybde, hvor jeg kommer ned til grundsansningen af en følelse. Men er jeg ikke i et trygt selskab, så giver engelsk mig en klarhed, hvor jeg har mulighed for at skelne imellem mine sansemæssige og følelsesmæssige tilstande, som ellers bliver mudret sammen, når jeg snakker dansk på grund af de sociale normer og forventninger til, hvordan jeg bør sanse, føle og tænke.

 

På sin vis oplever jeg at vælge det sprog, hvor jeg i øjeblikket oplever, jeg kan udtrykke mig bedst. Hvis jeg kunne vælge, ville jeg hverken tale dansk eller engelsk; jeg ville tale med sanserne, kroppen, hænderne, næsen, munden og øjnene alene, for i virkeligheden er mit stærkeste sprog det nonverbale - men kun hvis jeg er tryg.

> What is Neurodivergence?

I write about the misconceptions surrounding neurodivergence and highlight the diverse cognitive styles and problem-solving approaches of neurodivergent individuals. I talk about my personal experiences. And I end et by advocating for neurodivergence to be removed form diagnostic classification for greater inclusivity.

There are many misconceptions about neurodiversity, including how many people are neurodivergent, what it entails, and how it feels.

 

But to start with the conclusion, there are not just two ways the brain works: a neurotypical way and a neurodivergent way. Instead, there is a wide range of ways the brain conducts problem-solving.

 

It is estimated that one out of five people is neurodivergent. And when we ask Generation Z, about half of them define themselves as neurodivergent or somewhat neurodivergent.

Being neurodivergent means that people have different perceptual tendencies and different ways of forming conclusions. It includes cognitive skills such as lateral thinking, system thinking, associative thinking, visual-spatial thinking, creativity, and hyper-focus. Neurodivergence are complementary cognition strategies, essentially representing Darwin’s cognitive diversity.

 

Having different cognitive strategies simply means that we learn differently, think differently, and perform differently, complementing one another.

 

I will begin by presenting some neurodivergent styles followed up by some of the problem-solving approaches they use, diving into the neurobiology of autism to show one way the body and mind processes sensory information in understanding the world. I will end it all by writing something about my thinking style and a hope for the future: that neurodivergent will be removed from WHO’s ICD.

 

DIFFERENT NEURODIVERGENT STYLES

Different neurodivergent styles encompass a wide range of traits to problem-solving and experiences that divert from what we think is the neurotypical form.

 

People with ADHD are more likely to think originally and flexibly, often creating completely new concepts in creative tasks. Hyperactivity and impulsivity are seen as drivers of their achievements.

 

Autistic individuals typically demonstrate objective and rational decision-making, less susceptibility to cognitive biases, and superior visual-spatial and pattern thinking skills. Other strengths inkluce attention to detail and original thinking.

 

Dyslexia often makes it easier to recognize connections between disparate concepts, objekcs, or perspectives, suggesting compensation for difficulties in reading and writing through enhanced creativity. They often perform better tasks requiring original and combinatorial thinking.

 

Synesthesia is a typology where sensory impressions (sight, hearing, taste, smell, and touch) get crossed up. For example, someone might see colors when they hear music. It has been found to be overrepresented in creative arts and music professions.

 

Other neurodivergent styles include Tourette syndrome, dyspraxia, dyslexia, hyperlexic, and dyscalculia.

 

DIFFERENT APPROACHES TO PROBLEM-SOLVING

The different neurodivergent styles offer unique approaches to problem-solving, creativity and understanding of the world. They show different combinations of traits, each offering their unique approach.

 

Lateral thinking is the path marked by the loops, jumps, and divergences, the absence which defines linear thinking. It makes it possible to steep outsider the imagined boundaries of a puzzle.

 

System thinking is a holistic approach to understanding how various components within a system interact and influence each other, rather than focusing solely on individual parts.

 

Associative thinking focuses on connecting similarities and drawing connections among two or more concepts that don’t typical go together.

 

Visual thinking is a strength where you visualize information in the mind.

 

Hyperfocus is the ability to intensely focus attention on a task for long stretches of time.

Others include mental rotation, first principles thinking, pattern thinking, bottom-up thinking, and reverse engineering.

 

There is a richness and diversity both between different neurodivergent styles and within. There is more overlap between the different neurodivergent styles than generally assumed. Intellectual giftedness may accompany all or some of these traits. So, although there are different neurodivergent styles, it can be difficult in reality to define people to just one style. For instance, up to 80 percent of individuals with autism is also have ADHD.

 

THE NEUROBIOLOGY OF AUTISM

Cut into the bone, the basic feature of the different neurodivergent styles is that our body and mind have many ways of solving problems.

 

For many years, research solely focused on the central nervous system (the brain) to try to explain why autistic individuals behaved the way they did. Moreover, research did not ask the autistic individuals themselves how they experienced the world; instead, they observed the person and afsked family and teachers how they experienced the person.

 

Now research has also turned its eyes to the peripheral nervous system (body) to try to explain why autistic individuals sense the world the way they do. How that can lead to behavioral responses to try to cope with sensory overstimulation. And that there is a constant biofeedback loop between the body and the surrounding environment. Moreover, research is beginning to ask the autistic people themselves how they experience the world, and autistic people are themself making research about autism.

 

The nervous system is specialized in different tasks, each with its unique function, making sure everything works together to process information from inside the body and the surrounding environment, creating a coherent understanding of the world. There is not just one place involved in processing sensory information in the body and mind, there are many, such as motor and premotor functioning, the cerebellum, reticular formation, and the receptors.

 

Moreover, different neurons, also called sensory cells or receptors, have different functions: touch, sight (bright light and colors), sound, smell, gut, motor function, muscles, and interception, just to mention a few. The sensitivity of these receptors can have a significant impact on our experience of ourselves and the world. Autistic individuals often have more sensitive receptors, making them experience the world more intensely.

 

In addition, many individuals experience synesthesia to varying degrees, which is a neurological condition where stimulation of one sense triggers a perception in another sense.

The brain does not process information in one section at a time; it combines these informations in ways giving unique perceptions of the world, leading to many complementary ways of experiencing the world and forming conclusions.

 

MY THINKING STYLE

I’m system thinker, which is an approach where I understand how various components within a system interact and influence each other, with a very strong visual-spatial, social, and verbal pattern detection. I have a deep and nuanced empathy and compassion, where I intuitively sense when someone is distressed and how to respond. In addition, I have the ability to hyper-focus and deep dive into subjects of interest.

 

My experience of interior life when problem-solving is almost like being surrounded by invisible whiteboards where I can project, rotate, and combine ideas in conceptual space.

My nervous system is very sensitive when it comes to processing sensory information (touch, sight, hearing, smell, taste, balance, body awareness and internal sensing). I am particularly sensitive to the change where I or things around me move, that includes sensing other people's nervous systems, which makes me sensitive to people's smell, sounds (speech gramma), and touches.

 

I have a sensitive stomach and an intolerance to gluten, lactose, suger and fat, and I have problems digesting animal products.

 

Moreover, I experience conceptual synesthesia where I experience ideas as tactile features, such as skin, wood, or rope. It can feel like I have very fine furniture under my hands when I experience connection between things. Like I can follow the lines and the texture in the furniture as I understand and create perspectives.

 

The interesting part of my synesthesia that I have just learned is that when I get distressed, I don’t feel strong emotions like anger or sadness; instead, I feel very intense physical pain, that can feel so intense that I feel like stepping out in front of a bus or a train to make it stop. I, of course, have no wish of hurting myself, but the pain is so intense and overwhelming that I desperately have an urge to stop it. If the pain is intense enough, it can activate an overwhelming sensation that is so strong that it resembles anxiety or panic attacks.

 

My strengths and challenges have changed somewhat over the years due to forced adaptations. In some cases, I have become very adept and in other cases my masking has made me experience burnout, meltdowns, and shutdowns, because I have adapted too much instead of staying true to myself.

 

In general, I love my way of thinking because it makes me sense and feel things stronger and creates interesting connections. It can sometimes be too overwhelming. But the overwhelming is the part that makes me keep digging into understanding what it means to be neurodivergent and human.

 

CONCLUSION: NO TWO BRAINS IS A LIKE

It is a misconception that we all think the same way. Unfortunately, due to the deficit-based approach in medical science regarding what it means to be human, research has formed the way we perceive one another.

 

For instance, the term “autism” was first used by the psychiatrist Eugen Bleuler in 1911, referring to the tendency of schizophrenics to withdraw into one’s inner world. In the 1940s, it was used by the pediatrician and medical professor Hans Asperger to describe communications difficulties and narrow interest, primarily boys. That also means that autism is defined as a development disorder.

 

The scientific method is an inheritance from the Enlightenment period, which lasted from the late 17th century to the late 18th century. During this time, there was a belief that through reason, science, and technology, humans could understand and control nature. There was a strong faith in rationality, and humans believed they could dominate nature.

 

So, we don’t understand what neurodivergent entails because science has not thoroughly investigated how all humans think. This also means that neuroscience is only in its infancy stage, and there is a long way to go until we understand the many complementary cognitive strategies of thinking that healthy human beings experience.

 

I hope that neurodivergent thinking will be removed from the WHO’s ICD in the future, as homosexuality and transgenderism have been, because nobody deserves to be excluded simply because they do not conform to what we perceive as the majority way of thinking.

> Historien Bag, Hvordan jeg Lærte at Maskere

Jeg skriver om, hvordan jeg hvordan jeg lære at maskere for at undgå at blive følelsesmæssigt overvældet. Det gør jeg gennem episoder fra min barndom, hvor jeg reflekterer hvilke strategier jeg har anvendt for at håndtere mine følelser og sociale interaktioner – i min søgen efter frihed til at være mig selv.

Jeg kan ikke huske det meste af min barndom, men når jeg endelig kan huske noget, er det fra de første 9 år af mit liv. Små hverdagsbegivenheder, som jeg oplever som meget intense på en måde, hvor jeg sanser, at jeg næsten ikke kan rumme intensiteten i min lille krop.

 

Jeg skriver små glimt fra perioden, hvor jeg er mellem 4 og 7 ½ år gammel, boende på Sjælør Boulevard i Valby. Episoderne er alle karakteristiske for, hvordan jeg lærer at lukke af for min sårbarhed for at undgå at blive overvældet, og samtidig hvordan jeg bliver god til at maskere, den jeg er.

 

BRAND OG ANGST

Jeg træder ud på fortovet fra trappeopgangen. Jeg er gået ned af trappen fra fjerde sal, da jeg er bange for at sidde fast i elevatoren.  Det er halvmørkt, da jeg træder ud. Det første, jeg ser, er en kæmpestor brand på en bænk til venstre for mig. Rundt om er der nogle store teenagere, som står og griner. Et øjeblik efter løbet de rundt og tramper på bålet for at slukke det, mens de råber og skriger. Jeg føler, jeg bliver suget hen til bålet og kan mærke varmen fra det. Samtidig med, at jeg står præcis, hvor jeg hele tiden har stået; på afstand. Jeg mærker et intens sug af frygt i hele kroppen og kan ikke være i mig selv.

 

Jeg træder ind ad døren. Jeg kigger til venstre ind i stuen, hvor min mor sidder og snakker med en person. Hun siger til personen, at det er hurtigt, jeg kommer op, og at det har taget hende lang tid at få mig til at gå ned og lege, siden vi flyttede ind. Jeg siger ikke noget til min mor om branden. Jeg tager stille og roligt min frakke af og hænger den op.

 

På daværende tidspunkt har jeg boet otte steder inklusiv et børnehjem. Jeg er 4 år og vi er næsten lige flyttet ind.

 

NY BØRNEHAVE OG EFTERLADT

Det er første dag i børnehaven. Den ligger få opgange fra, hvor vi bor. Da min mor skal til at gå, bliver jeg hysterisk og græder som pisket. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg oplever næsten, at jeg har en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg ved også, at det ikke vil gøre en forskel. Til min overraskelse lover min mor at hente mig tidligt. 

 

Og det gør hun også, men da hun kommer, vil jeg ikke med, og hun går igen uden mig. Jeg kan huske, at jeg tænker, at det er mærkeligt.

 

FREMMED DAME OG MAD

En dame snakker med mig og et andet barn. Hun spørger os, om vi har lyst til en is. Jeg svarer ikke. Damen er fremmed, og jeg vil gerne have, at hun går sin vej. 

 

Hun henter en is til os, men jeg smider isen på jorden.

 

Senere får jeg fortalt, at jeg ikke kunne lide is. Jeg kunne bedre lide rå kartofler. Jeg kunne også godt lide øllebrød. Faktisk er det først noget, jeg tænker over, mens jeg skriver dette, men der var mange ting, jeg ikke kunne lide som barn, enten fordi det gav mig ondt i maven eller fordi det ikke smagte godt.

 

Jeg lærer med tiden at spise, hvad der bliver serveret.

 

SLÅSKAMP OG KØN

Jeg er oppe og slås med en dreng. Vi bliver skilt ad. Pædagogen ryster drengen i skuldrene, fortæller ham, at det må han ikke, og sender ham væk.

 

Pædagogen sætter sig i øjenhøjde ved mig, lægger hånden tungt på min skulder og spørger, hvad der dog sker.

 

Jeg er misundelig på drengen. Jeg lærer, at der er forskel på drenge og piger. Jeg vil hellere skældes ud end at blive kigget i øjnene.

 

Jeg bryder mig ikke om at blive forskelsbehandlet. Resten af livet bryder jeg mig ikke om at definere mig selv ud fra køn, kønsoplevelse, kønsudtryk, seksualitet eller seksuel praksis, da jeg oplever, at det lægger begrænsninger på mig.

 

Jeg drømmer om, at folk møder mig – jeg drømmer om friheden til at være mig selv.

 

HÅNDKLÆDER OG KONTROL

Jeg er meget oprevet over noget i børnehaven. Jeg er så oprevet, at jeg går ud på badeværelset og begynder at hive håndklæderne ned en efter en, så stropperne går i stykker. Pædagogen bliver stående i døren og kigger på mig og siger, at jeg selv kommer til at sy dem på igen. Jeg fortsætter med at hive dem alle ned. Der er rigtig mange. Tre vægge rundt.

 

Jeg bliver sat til at sy stropperne på igen. Jeg gør det langsomt i håbet om, at jeg ikke skal sy flere på, når min mor henter mig. Da min mor kommer, snakker hun og pædagogen sammen. Min mor går igen uden mig.

 

Det er sidste gang, jeg tillader mig selv at miste kontrollen.

 

FEBER OG RATIONEL

Jeg har feber og ser Anders And med horn i panden, røg ud af næbbet og en fork i hånden kravle rundt på væggene og loftet i det meget lange værelse, jeg ligger i. Jeg er rædselsslagen.

 

Jeg går ud i gangen for at se, om knallerten står i skabet. Min mor har fået en ny kæreste, og hvis knallerten står i skabet, er han på besøg. Knallerten står i skabet, så jeg går ind til mig selv igen.

 

Jeg fortæller mig selv, at Anders And ikke findes, at Anders And er en tegnefilmsfigur, mens jeg gemmer mig under dynen. Det bliver jeg ved med at gentage, indtil han forsvinder. 

 

Det er første gang, jeg husker, at jeg bruger mit logiske sind til at berolige mig selv. 

 

GRÅD OG SMERTER

Jeg har mareridt igen. Jeg er bange igen. Jeg græder. Hver gang jeg græder, bliver min næste stoppet, og jeg kan ikke trække vejret. Det kan jeg ikke lide. Jeg bliver bange, når jeg ikke kan trække vejret igennem næsen. Jeg tænker ved mig selv, at det alligevel ikke nytter noget, så jeg lover mig selv aldrig at græde igen.

 

Jeg har stort set ikke grædt siden. Nu får jeg bare mange smerter i kroppen, når jeg føler mig sårbar.

 

HØREPRØVE OG OVERLOAD

Damen giver mig udførlige instruktioner om, hvordan jeg skal udføre høreprøven. Hvis jeg hører noget i venstre øre, skal jeg smide en klods i spanden til venstre, og hvis jeg kan høre noget i højre øre, skal jeg smide en klods i spanden til højre. Jeg følger meget koncentreret med i hendes instruktioner.

 

Efter instruktionen kigger jeg op på min mor, men siger ikke noget. Min mor nikker og siger, at jeg skal gøre, hvad damen siger. 

 

Ifølge høreprøven hører jeg fint.

 

Jeg bliver i samme periode testet for om jeg har vitaminmangel og får jerntabletter, fordi min mor oplever, at jeg er træt hele tiden. Hun har fortalt, at hun ikke kunne sige ordet sove, men måtte stave s-o-v-e, hvis hun snakkede med andre, når jeg var til stede, for ellers ville jeg i seng. Senere sov jeg også meget i skolen.

 

Jeg var meget overvældet i skolen, da der var mange indtryk, så jeg sov mig igennem de fleste fag fra 2. til 7. klasse.

 

KNÆKKET TAND OG SELVSTÆNDIG

Jeg skal på toilettet i skolegården. Døren kan som sædvanligvis ikke låses. Da jeg er færdig og på vej ud, smækker døren op, ind i ansigtet på mig. Jeg bløder, og min fortand er knækket. 

 

Det ringer ind, og de andre børn løber hen for at stille sig i kø i de hvide afmærkede båse to og to og venter på læreren.

 

Jeg går først op til tandlægen, som ikke er der. Dernæst går jeg ned til sygeplejersken, som er der.

 

Det er 1. klasse, jeg er 7 år og klarer tingene selv.

 

SKOLE OG SOCIALE SPILLEREGLER

Jeg kan godt lide at gå i skole. Man skal sidde på rad og række og lytte, skrive og række fingeren op, hvis man vil sige noget. Det kan jeg godt lide. Jeg lærer mit mest basale dansk og matematik i 1. klasse.

 

Frikvartererne bryder jeg mig ikke om. Jeg oplever, at de andre børn ikke er søde ved hinanden, og nogle gange heller ikke ved lærerne, hvilket jeg ikke kan lide. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er vigtigt, hvilken skoletaske man har, hvis man kan lide den, man har. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er vigtigt, hvilket tøj man har, hvis det er rent. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er vigtigt, hvem man leger med, hvis de er søde og sjove.

 

Jeg lærer dog hurtigt at gennemskue, at der er forskel på folk, og at nogle er rigtig gode til at klare sig i de sociale spil.

 

Som en ekstra historie kan jeg tilføje, at jeg et år senere bor et andet sted, hvor jeg leger sammen med nogle andre børn. To af børnene vil gerne have, at vi løber fra den sidste, fordi personen er dum, siger de. Det vil jeg ikke, så jeg gør oprør ved ikke at løbe. Lidt senere er det mig, der bliver løbet fra af de tre andre. Det er hjerteskærende. Jeg lærer med tiden, at de andre børn gerne vil snakke med mig når der ikke er andre til stede, men når de går i grupper, ignorere de mig.

 

Som en måde at beskytte mig selv holder jeg mig på afstand af de andre børn.

 

FORLADT OG RELATIONER

Jeg har en rigtig god veninde i børnehaven. Jeg husker hende som tryg, det eneste menneske i min barndom, jeg oplever en umiddelbar nærhed til, hvor jeg sanser noget ukompliceret i relationen.

 

Da hun flytter, bryder min verden sammen i tusind stykker. Bruddet er så svært, at jeg ikke husker hende i over 30 år.

 

Jeg er efterfølgende meget tilbageholdende med at knytte mig til mennesker igen.

 

MASKERING

I mine tidlige år oplever jeg, at jeg er utrolig sårbar, sensitiv og meget frygtsom. Jeg oplever næsten, at jeg går ved siden af min mor, som en hund, der afventer instruktioner, for at kunne navigere i verdenen. Nogle få gange bliver jeg så frustreret eller bange, at jeg udad agerer, men for det meste er jeg bare stille og svarer ikke de voksne. Jeg tænker, at jeg må have set rolig ud, mens alt indeni mig var kaos.

 

Som autist er en af mine evner at tænke logisk og rationelt. Det er en evne, jeg tidligt tager i brug, til at lukke alt ude, så jeg bliver mindre overvældet.

 

Særligt fra skolealderen er det meget tydeligt for mig, at jeg ikke er som de andre børn. Jeg kan ikke gennemskue de sociale spilleregler og hierarkier, og jeg kan ikke gennemskue, om de andre børn reelt vil lege, eller om de mobber og ekskluderer mig eller andre. Reglerne fremstår ganske enkelt meningsløse for mig. Men jeg lærer meget hurtigt at forstå, at jeg træder udenfor. Det gør mig ked af det og utryg, og jeg trækker mig fra de andre børn. 

 

For at håndtere mine følelser og mindske konflikterne med mine omgivelser lærer jeg ikke at sige noget om, hvad der sker inden i mig. Jeg lærer at se rolig ud. Jeg lærer at gøre alting selv og ikke spørge om hjælp.

 

Da jeg ikke kan gennemskue et menneskes underliggende intention, men vælger at tage dem på ordet, i stedet for som andre at tolke, har jeg gennem tiden oplevet at få mine grænser overtrådt og ikke blive respekteret som menneske. Også i arbejdssammenhænge som voksen, hvor jeg ikke oplever, at der er forskel på skolegården og kantinen. Det gør, at jeg ikke lukker mennesker ind i mit inderste, for på den måde, at beskytte mig selv.

 

Det er faktisk lidt af et paradoks. For jeg føler meget dyb empati og connecter med mennesker på et dybt niveau, hvis vi kommer ind på livet af hinanden.

 

Desværre betyder det, at maskering er blevet en strategi, hvor jeg går på kompromis med mig selv og ikke får sagt til eller fra, fordi jeg ikke har øvelse i at være sammen med mennesker, hvor jeg ok som jeg er, og at det er ok, at jeg har det, som jeg har. Det er noget hø, for jeg bliver i ordets bogstavligste forstand usynlig for mine omgivelser og mister stærke ressourcer, da jeg bruger rigtig meget energi på at holde maskeringen og se rolig ud. Og når jeg ser rolig ud, kan folk ikke sanse, om jeg rent faktisk er rolig og grounded, eller føler et stort indvendigt kaos.

 

Og det er også et yderligere paradoks, for maskeringen gør mig mere autistisk end jeg er. Jeg er nemlig også ADHD og ekstrovert og har altid igennem min barndom været på ekspedition med mig selv og opsøgt mennesker.

 

Det er samtidig lidt pudsigt alt sammen, for jeg ved absolut godt, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg ikke vil være med til. Min mor var ikke et menneske med det største overskud, men hun fik lært mig, at folk ikke har ret til at pege fingre ad mig. Og hvis folk peger fingre ad mig, så skal de også huske at leve op til de værdier, der gør, at de peger fingre ad mig.

 

Jeg oplevede igennem min barndom hele tiden at få fortalt, at jeg ikke var et ordentligt menneske, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det gav mig en særlig interesse for: hvad betyder det at være menneske. Det fik mig til at bestræbe mig på at møde mennesker med empati, ganske enkelt fordi, jeg igennem min barndom drømte om, at jeg blev mødt med empati og blive holdt om.

 

Det er helt sikkert også derfor, at jeg i mit liv sætter pris på de relationer, som er autentiske, som er inkluderende, har people skille og kommunikere klart, fordi det er det eneste jeg har, jeg kan læne mig ind i: uden klar og kærlig kommunikation er jeg nemlig på herrens mark.

 

Men med klar og kærlig kommunikation er jeg nysgerrig, legesyg og udadvendt - jeg er autentisk. Og ja, jeg har sgu en quirky måde at tænke på. Men hold da op, hvor kan den også være sjov, når man får lov til at sætte verdenen sammen på nye måder med mennesker, som synes det er sjovt.

> Nervos System and Interoception: Linkes for Well-being

Interoception, the sense of internal body state, and the nervous system are closely intertwined, influencing emotions, cognition, and behavior. Additionally, the nervous system and connective tissue interact bidirectionally, affecting bodily functions and sensory perception. Overstimulation or trauma can cause the connective tissue to stiffen, triggering physiological responses. Dysregulation in interoceptive processing or the autonomic nervous system can lead to various health issues.

Autism is characterized by being constantly sensory overstimulation. However, rather than being inherently problematic, the challenge lies in how we perceive and interpret this sensory experience. By recognizing and respecting the diverse ways in which we all experience the world, we can foster an environment where everyone, including those with autism, can thrive.

INTEROCEPTION AND THE NERVOUS SYSTEM

 

The interoception and the nervous system work in tandem to provide us with a continuous awareness of our internal bodily processes, influencing various aspects of our emotion, cognition, and behavior.

 

Interoception, also known as the 8th sense, plays a crucial role in our awareness of our internal bodily state and how we know what we are feeling. Everyone experiences sensory processing in their body differently, and some people are more hypo- or hypersensitive than others. Through interaction with our surroundings, we learn to verbalize our internal state. While some find it is easy to articulate their internal state, others find it more challenging. For example, they may have difficulty distinguishing between anxiety and feeling overwhelmed.

 

The autonomic nervous system regulates involuntary bodily functions such as heart rate, breathing, and digestion, helping maintain homeostasis by adjusting physiological responses based on internal sensory feedback as well as external stimuli.

 

These sensations are detected and relayed to the brain by sensory nerves in the body. The nervous system processes this information, integrating it with other sensory inputs and cognitive processes to generate a coherent understanding of one's internal state.

The interoceptive signals influence emotional experiences and regulation. The brain's interpretation of internal sensations contributes to the generation of emotions and affects emotional responses.

 

Disturbances in interoceptive processing or dysregulation of the autonomic nervous system can contribute to various health issues, including psychological challenges, and somatic concerns.

 

THE NERVOUS SYSTEM AND THE  CONNECTIVE TISSUE

 

The nervous system and connective tissue interact bidirectional, with each system influencing the function and activity of the other in maintaining overall health and homeostasis.

 

The connected tissue, also known as fascia, forms a network that spans the entire body, serving multiple functions such as transmitting muscle tension, manage liquids like lymph and blood, and conveying sensory information. Additionally, it acts as a memory system, retaining morphological variations it has experienced.

 

The fascial continuum is supplied with nerves by the autonomic sympathetic nervous system, allowing it to be affected by the body’s automatic responses. Sympathetic activation, commonly known as the fight-or-flight response, can lead to changes in blood flow to the fascia, alterations in tissue tension, and modulation of pain perception. These effects can profoundly impact the overall function and responsiveness of the connective tissue, affecting factors such as mobility, flexibility, and sensory perception.

 

In response to overstimulation or trauma, the connective tissue can stiffen due to neurofascial memory, making it challenging for different fascial layers to slide. This, in turn, affects nerve endings and triggers a physiological response of the efferent nervous system.

 

The autonomic sympathetic system's innervation of the fascial continuum offers insights into how physiological responses, including changes in tissue tension and pain sensitivity, can be impacted by factors such as stress, emotions, and sympathetic arousal.

 

SENSORY OVERSTIMULATION AND MASKING

 

Our nervous system can’t distinguish between an actual life-threatening situation, a perceived danger of sensory overwhelm, or a social situation we have learned over time, even when we feel safe enough. It automatically reacts with responses of fight, flight, freeze, or fawn.

 

If, over time, we have learned to automatically mask (fawn response), the effort can use all our energy and executive functioning, diverting resources away from anything non-essential. This leave us without any energy to think logically and be creative.

> Things About my Autism

The text is about my personal experiences with autism. It covers various aspects such as heightened sensory perception, coping mechanisms like stimming, difficulties with social interactions and communication, and the internal struggle with masking and shame.

 

The experiences described are common among many autistic individuals. But, because we all have different capabilities and support network, these experiences can appear quite different for each person. This is my personal experience.

 

I’ve always felt this way, but to me, it’s normal, so I didn’t understand that it was the core of my challenges, as well as my strengths. As a result, I ended up trying to get my act together, because that’s what you did where I grew up, and mask my true self.

 

MY SENSES ARE IN A HEIGHTEN STATE

 

The basic trait of being an autistic individual is my heightened state of senses. I process much more information about my surroundings that most people, which also means that I’m very aware of my eight senses. And sometimes I feel physical pain from being in places that are not good for me.

 

That also means that I get very exhausted very fast, and I sometimes shut down as a result.

 

There are some senses I don’t enjoy because they make me feel I’m in Doctor Strange’s universe, where everything is constantly shifting. This means I’m particular sensitive to visual stimuli, movement, balance, and spatial orientation – I need things to be stable and move slow.

 

On the other hand, I absolutely love the sense of touch, such as high-quality hugs, as well as beautiful melodic music, the auditive sense – they help regulate my nervous system.

 

My sensitivity has worsened over the years as I’ve tried to adapt to society’s expectations.

 

STIMMING - RELEASING TENSION

 

My body is always overworked because I am constantly overstimulated, so I need to channel that energy somewhere.

 

When I was younger, I used to sit very restlessly, constantly moving my legs and hands to the point that people would tell me stop. So, I don’t do that anymore.

 

Today, I use exercise as a way of coping with my restlessness. I can’t do what I used to, so my primary go-to is walking. I don’t exercise, I can’t process my senses, emotions, and thoughts. It’s how I prevent or minimize shutdowns. It is also the place where I write a lot. It is the place I get the best om my ideas.

 

JOY - AND LONELINESS

 

I can be very excited about something, like when I finished my exam as an economist, and I was so proud that I could not stop telling the world about it, which some people found tasteless. So, I don’t share things I’m proud of anymore.

 

There are many things that make me happy, but I’ve noticed that I have to express my excitement with less enthusiasm, and sometimes it’s not even acceptable that I talk about it – while I have to listen to others talk about their children - which sometimes turns my joy into sadness and loneliness.

 

OVERSHARING - AND PRIVAT

 

When people ask me a question, I answer honestly, but I have noticed that my response is sometimes not what they expected, and they find me a bit to honest and naive. So, I’m very selective about what I tell people, but I still choose to push them a little outside their comfort zone.

 

People often make the mistake of thinking that because I’m honesty in my answers, they know what’s happening inside of me. They do not.

 

I am a very private person, and you have to be able to connect with me and make me feel safe before I’ll let you access my inner champers. And I don’t let people in there until they have proven they are BRAVE (Brené Brown). So, I mostly unmask when it is only me and the paper.

 

RIGID – AND FLEXIBLE

 

By upholding my routines and compartmentalizing my tasks into small little boxes, I can run them like standard programs, giving me space to being flexible. However, there are things I am good being flexible about, and others I am not.

 

For instance, I hate changing tires on my care, because Volkswagen is the most misogynistic brand there is, and the white men let me know it every single time – it takes a lot of my energy.

 

I can be become really stressed if the ice cream I expected isn’t available, because I chose it specifically, and when I have made up my mind, I don’t like to change it – but give me a little time, and I do.

 

I have difficulties planning a trip because there are many variables – I tend to overthink when I have too much time. However, I can also be very impulsive if I have a foundation and know I have time to rest.

 

I love doing assignments for others because it’s like getting a quest – it cheats my brain that it is not mine.

 

I am starting to establish standard programs for food prep, and I am changing my wardrobe to “uniforms” that I can change a little at a time – I love healthy tasteful food and nice cloth. I like to clean when I have a shut down because the light exercise relieves stress.

 

But generally, there are things that I find easy to do and things that I find difficult, and this can change from day to day, depending on if I am having a shutdown. It also depends on whether it’s for my own benefit or for others. But I have noticed that if I don’t mask about these things, I am much better at many things, because I stop enduring and simply verbalize what makes me feel uncomfortable or insecure. I obtain better conversations with people when I am more honest, which gives me energy to do things.

 

OVERTHINKING - AND CREATIVE

 

I didn’t think that I tended to overthink things, but I do. How could I miss that? Well, it’s just my way of thinking. How should I know that it was different? But because I believe I get everything wrong, I feel I need to prepare for every possible outcome.

 

Despite this tendency, or maybe even because of it, I actually do like my way of thinking because it is very creative. I am very creative in academic think because I can make connections where others do not see any.

 

SENSE OF INJUSTICE

Because of my sensitivity, I sense when people at treated different, and it evokes a strong sense of injustice in me, which is almost painful.

 

Data shows that society excludes too many people from being who they are and from participating in the educational system, the labour market, and creating a health foundation for themselves. Not fair!

 

SPECIAL INTEREST

 

My numerous special interests – economics, psychology, sexuality, sociology, communication, and more – can be condensed into one: understanding what it means to being human.

 

It stems from my childhood and the feeling of being dropped on this planet without a guidebook on how to socialize. From my very first childhood memories, it has been clear to me that a felt astray.

 

INFO DUMPING

 

To make sense of the world, I read a lot. And I dump that information to others when I hear someone doesn’t know something, but people aren’t that excited about it. So, I’ve toned down my sharing quite a bit. However, at work, I don’t hold back because I am not good at making assignments that do not create results.

 

I’s frustrating because I genuinely love engaging and playing with ideas, and I get very excited when we share and exchange thoughts and experiences.

 

HIGH MASKING

 

I have struggled throughout my life to both conform to social norms and go against them because I work a bit differently. It’s interesting how I don’t understand social norms, but I am heavily susceptible to them.

 

That also means I’ve been constantly masking when I’m around people to such an extent that I don’t know if I’ve ever truly met myself in the presence of another person – or it’s only when I’m alone that I feel like I’m truly myself.

 

Because I have masked, I have internalized a lot of shame. You see, I knew I was autistic long before someone said it aloud. What’s strange is that I feel ashamed about things that I genuinely like about myself and treasure in others. And I do genuinely really like myself… but not when I mask.

> Masking no More

The text explores authenticity and the concept of masking, focusing on how individuals on the autism spectrum hide their true selves to fit societal norms. I look into the motivations behind masking and compare it to the false self as experienced by neurotypical individuals, emphasizing differences in the comprehension of social rules.

As an autistic individual, I mask, but I have never been aware of how much it has influenced my life.

 

It explains why I experience an extreme, nauseating aversion to hetero- and gay normativity regarding what it means to have the correct gender and correct sexuality – that has trapped me. The strange thing is, even though I do not understand social norms, I am very much susceptible to them. I want out! So, new accessory to my clothes;)

 

I know that when I become very happy about something, it’s because I’ve wanted it for a very long time. I was so excited when I bought my accessory that I almost ran around myself like a golden retriever. The guys selling me the accessory (and other stuff), where very lovely, and smiled about my joy while helping me ensure it fitted perfectly – no blouse, no blushing – it felt like buying a t-shirt.

 

If everybody was like them not busy bee-ing me about correctness, I would not busy bee demand avoidance, but instead, I would have exercised self-determination (theory). Crazy stupid!

 

So why have I masked?

 

1. I gain more respect and recognition
2. I obtain more (white male) privileges like social acceptance and jobs
3. It minimizes the risk of social exclusion because people don’t feel uneasy
4. I'm not done wrong, which minimizes the risk of bullying and condemnation
5. I am not perceived as troublesome because I don’t vocalize needs and set boundaries
6. I experience fewer conflicts because I conceal misunderstandings 
7. Others relax because they do not have to deal with my differences.

 

The ting is, I have never been very good at masking; I just ended up in no man’s land – and very tired.

 

BEING AUTHENTIC, MASKING VERSUS FALSE SELF

 

Being authentic is difficult for everybody.

 

In psychology, the concept the false self refers to a facade that individuals present to the world, conforming to societal norms, suppressing authentic emotions, and adopting roles and behaviors that may not be genuine.

 

The false self is similar to masking, but for neurotypical individuals. However, there is a difference between masking as experienced by neurodivergent individuals and the false self as experienced by neurotypical individuals.

 

The difference lies in that the neurotypical individual understands social rules, while neurodivergent individuals do not. This means that neurotypical typically can explain which social rules apply in different situations and with different people, as well as why it is inappropriate to overstep those rules.

 

Neurodivergent individuals struggle to understand social rules because they perceive every situation and all people as similar – they don’t discriminate. This awareness of their lack of understanding leads them to assume they are always wrong in social interactions. Consequently, they struggle to make sense of why they fail in social situations, which makes them psychologically vulnerable. People across the neurodiversity spectrum therefore have a higher probability of developing psychological challenges in addition to being neurodivergence.

 

You can phrase it different, that both neurodiverse and neurotypical individuals seek to be authentic, embracing their truly selves.

 

As I’m write this, I realize that whenever I’ve sensed something and have become insecure about a situation or a person, I’ve masked my true self, losing my authenticity in the process. Now, that I understands why, I smile a bit sadly to myself because I should not do it to people close to me. I should simply ask what’s going on with them.

 

However, the solution too good communication between neurodivergent and neurotypical individuals is to engage in affirmative conversation about their interactions. This allows everyone to understand what is happening, identify their own needs, set boundaries, and establish a common understanding – essentially what everybody should strive do. It’s important to use an affirmative approach because social rules are evaluated by different standards by everybody, regardless of neurodivergence, and that’s okay.

> What Kind of Autist am I?

I reflect on what it means to have an social autism profile, and what the positive traits and challenges are.

 

There are two types of autism profiles: The stereotypical autism profile and the social autism profile. But let me emphasize that everyone’s personalities makes each person as unique as anyone else, so I am not exactly comfortable with using this distinction.

 

I am the latter. I am very good at masking. Socially, I have learned to adapt by observing and analyzing people around me - First I see one, then I do one, then I tell one, and then I freestyle. I can make eye contact when I feel safe, but not if I don’t. I am polite. I hide my restlessness. I make info dumping. I turn things inward. I react with a delay. I have a large vocabulary and am very sharp communicatively. I like being social – I just get drained a lot.

 

My functional level varies a lot depending on people, place, time, and if I feel safe. I have a reduced sense of danger. I learned English fast by watching tv. If my to-do lists become too long, I end up doing any of the things because I lose sight – it explains my one thing a day rule.

 

But the most important thing is that whatever happens, it has to make sense – if it makes sense, I can do everything and more; if it doesn’t not make sense, I can do very little.

 

Positive things about knowing me:

 

1. Honest: I am straightforward and direct, and I say things as they are
2. Loyal: I will go through fire and water for you
3. Depth and substance: I am good at discussing difficult and important matters with substance, I and good at telling stories and relating
4. Thinking outside the box: I am highly creative and have an ability to find interesting solutions
5. Systematic: I like structure, routines, and systems/patterns
6. Immersion: I build knowledge about various subjects
7. Detail-oriented: I notice when something is out of place
8. Empathy: I have high empathy and sense how you feel before you do – I tune in to you
   • I can’t watch the news, and there are some I can’t read either
   • I feel unwell if the atmosphere is not good
   • I am very tired when I have been with people
   • Others don’t need to tell me how they feel; I feel it
   • People come to me when something is difficult
   • I get drained if people complain to much
   • I get happy when people around me are happy
9. Charm: I become very enthusiastic.

 

I did not make these things up; other autists have. And as I write them, I am like, “Oh! That IS me”. The funny thing about it is that I don’t feel particular not normal. I thought everybody worked the same, knowing of course that they did not because I most of the time feel out of place.

 

For instance, why do many people not communicate in a straightforward way? It makes no sense to me. It explains why so many people gossip in a very bad manner behind each other’s back, because they don’t talk to one another, due to a social rule of what you are allowed to say – so instead, you fight about the dishes. I am so lost in translation; it's like I am trying to play a guessing game with no clues – no wonder I feel so tired.

As another autistic individual said about socializing: it’s done in a logical manner, where my brain is making a million calculations per minute when trying to decipher body language trying to understand what people are actually saying because people don’t really mean what they say.

 

When I think more about it, I often find that people don’t fully understand their own intentions; they simply follow a script, much like discussing the weather.

 

And I am always like, “I know it’s raining, look out the f’ing window”.

> The Autist is the Canary in the Mineshaft

The article provides a blend of personal and professional perspectives on sensory challenges faced by individual with autism, drawing attention to parallels with non-autistic experiences, particularly in terms of sensory overload, the role of the connected tissue, and trauma. Additionally, it delves into personal healing strategies rooted in scientific understanding.

I don’t have a gaydar; I have an autism rader… But that’s just a little teaser, not the whole story.

 

It all started the other day when I had a conversation with a woman in her thirties who had recently been diagnosed with autism – yet another person with strong competences. As we discussed how we sense the world, I couldn’t help but notice the striking similarities in our perceptions. This led me to thinking about how we are akin to the canaries in the mineshaft, quick to become overwhelmed by sensory stimuli.

 

But here’s the thing – we’re not as unique as we might think. Over the past decade, I’ve had countless conversations and observed that some non-autistic individuals also struggle with sensory overload, much like us on the spectrum.

 

The key of this story is that we’re all cut from the same cloth. Drawing upon the myriad of things I’ve read about neurobiology and psychology; I’ll do my best to articulate my thoughts in a way that’s understandable and readable to others… I hope.

 

SENSORY OVERLOAD

 

One of the hallmarks of autism is being highly sensitive to sensory stimuli. When I was younger, even the slightest touch of loose-fitting fabric on my skin felt like being stabbed with an ice pick.

 

It appears that my nervous system doesn’t process information automatically in the cerebellum, the “little brain”; instead, it’s processed in the prefrontal cortex, the “frontal lobe”, making me acutely aware of things others might not notice. I notice people moving around, their breathing, their smells, the noise they make.

 

To illustrate, picture this: if you, as a neurotypical, are on the beach on a hot summer day with a gentle breeze, then I, as a neurodiverse individual on the same beach, feel like I’m caught in a tsunami wreaking havoc on everything in its path. I become overwhelmed by sensory input very quickly.

 

In a typical office landscape, while you may only use 10 percent of your energy coping with being there, I find myself using 60 percent. And because I’m already overloaded, I only have 40 percent left to focus on work, whereas you have 90. It leaves me with nothing to spare for the rest of the day.

 

Through conversations with various people, I’ve noticed that some neurotypical individuals experience similar sensory overload to those with autism. These individuals have often experienced trauma of some kind: prolonged stress, whiplash, concussion, or severe illness.

 

What’s interesting is that the impact appears to differ, for instants, extreme headaches or back pain, irritable bowel syndrome, or inflammation in the body, depending on where the individual’s vulnerabilities lie within their body, yet it consistently affects their connected tissue. The same holds true for individuals with autism as well.

 

THE CONNECTED TISSUE

The connected tissue, also known as fascia, forms a network that spans the entire body, serving multiple functions such as transmitting muscle tension, manage liquids like lymph and blood, and conveying sensory information. Additionally, it acts as a memory system, retaining morphological variations it has experienced.

The fascial continuum is supplied with nerves by the autonomic sympathetic nervous system, allowing it to be affected by the body’s automatic responses. Sympathetic activation, commonly known as the fight-or-flight response, can lead to changes in blood flow to the fascia, alterations in tissue tension, and modulation of pain perception. These effects can profoundly impact the overall function and responsiveness of the connective tissue, affecting factors such as mobility, flexibility, and sensory perception.

In the face of trauma, the connecte tissue can stiffen due to neurofascial memory, making it challenging for different fascial layers to slide. This, in turn, affects nerve endings and triggers a physiological response of the efferent nervous system. The nerve supply of the fascial continuum by the autonomic sympathetic system provides insights into how physiological responses, such as alterations in tissue tension and sensitivity to pain, can be influenced by factors like stress, emotions, and sympathetic arousal.

TRAUMA

 

A trauma is essentially a disturbance that affects a person physically, emotionally, and mentally.

 

Trauma is inherently linked to our social nature as human beings. Even in case of a natural disaster like an earthquake, we instinctively reach out to others for help. Trauma encompasses biological, psychological, and social dimensions that influence and interact with each other.

 

When we experience trauma, our ability to choose coping strategies diminishes as the impact intensifies. We rely more heavily on pre-automated responses, and the sense of security we derive from our attachments plays a crucial role in how we navigate the aftermath.

 

Exposure to trauma can disrupt the mobility of our connected tissue, leading it to become either too stiff or too loose in different part of the body.

 

There exists a biofeedback loop between the biology of our nervous system, the connected tissue, our thoughts, our surroundings, and how we connect to our attachments. This intricate interplay underscores the complexity of trauma and its impact on various aspects of our well-being.

 

Complicated? Absolutely!

 

IMPACT

 

Individuals with autism often face frequent exposure to potential traumas. This includes being at heigher risk of abuse and enduring constant pressure to conform to social norms that may not align with their true selves, resulting in a phenomenon called masking. Masking involves suppressing one’s genuine identity to fit in, which can profoundly impact on mental health and make the nervous system more vulnerable to sensory overload.

 

Interestingly, when neurotypical individuals experience trauma, their nervous system reacts similarly to those of neurodiverse individuals, becoming more susceptible to sensory overload. This means that they also have to navigate daily life while trying to minimize sensory stimuli.

 

The essence of the matter is that we are all made of the same substance. When a neurotypical individual undergoes trauma, such as prolonged stress or physical injury like whiplash, concussion, or severe illness, they also experience sensory overload in their daily lives.

 

The difference between an autistic individual and a neurotypical individual lies in the autistic individual serving as the canary in the mineshaft. Autistic individuals act as a barometer for the challenges existing in our society. Thus, by designing societal structures to accommodate and amplify the strengths of neurodiverse individuals, we ultimately uplift everyone, fostering a truly inclusive and supportive community for both neurodiverse and neurotypical individuals.

 

MY HEALING: BODY, HEART, AND MIND

 

Throughout my life, I’ve faced challenges such as ptsd, pain, anxiety, fatigue, stress, and burnouts, that forced me to confront the circumstances and impact on my well-being.

 

In my journey, I’ve relied on three strategies operating on three levels: ‘physical’, ‘emotional’, and ‘mental’. Al three strategies are interconnected, forming a biofeedback loop that aids in breaking the cycle and healing from traumas.

 

Physical, I prioritize exercise and adequate rest. This not only keeps my body and nervous system flexible and strong but also helps me process emotions and thoughts.

 

Additionally, I employ self-regulation techniques like stretching, focusing on peripheral vision, yawning, and getting upside down. Moreover, I have recently discovered the importance of physical contact in regulating my nervous system. It’s a common knowledge that we regulate each other’s nervous systems, but I have been surprised to learn how much – this explains “hudsult” and why pet owners often have a more stable nervous system.

 

I have to recognize – and this is tough for me – the stress my nervous system has endured; I have to accept certain limitations, or so it feels. For example, the other day, I attempted to go for a run, but my nervous system went into a fight-and-flight response. Instead, I’ve found alternatives that work better for me, such as going for long walks or engaging in activities that allow me to work hard at a slower pace, especially in warm weather or during hot yoga sessions.

 

Emotional, I embrace my feelings by nurturing my relationships based mutual BRAVING trust, as described by Brené Brown:

• Sets Boundaries – we make clear what’s okay and what’s not okay, and why.
• Are Reliable – we deliver on commitments.
• Are Accountable – we own mistakes, apologize, and make amends.
• Vault – our stories.
• Has Integrity – we choose courage over comfort, choosing what’s right over what’s fun, fast, or easy; and practicing our values, not just professing them.
• Are Nonjudgmental – we can ask for what we need, and talk about how we feel without judgment.
• Are Generous – we extend the most generous interpretation to the intentions, words, and actions of one another.

 

When faced with relational challenges, I prioritize open communication to heal and foster trust in others and myself. This, in turn, contributes to making my nervous system feel calmer and more flexible.

 

Is it easy? Not even close; it’s hard work. However, the kindness of people around grants me the privilege of reciprocity, which sometimes makes it enjoyable, and always educational, fostering empathy for one another. It fills me with a deep sense of gratitude and appreciation.

 

Mentally, I practice radical self-awareness to recognize, understand, and accurately access my thoughts, feelings, motivation, and behavior. This helps me gain insight into my strengths, weaknesses, values, and beliefs, ultimately aiding me in understanding how I am perceived by others and how my actions impact myself and those around me.

 

The purpose of the practice is essential in preventing past traumas from dictating my life. By taking responsibility for my upbringing and past traumas, I work every day to break the cycle and create a different life for myself.

 

After 50 years of practice, I find myself failing miserably every day! Nonetheless, I strive to take small steps forward daily, noticing the changes when I reflect back on my journey. And I persists simply because I insist on improving my connection with myself and others.

 

POSTSCRIP

I have reservations regarding ‘functional disorders’, which encompass a broad spectrum of illnesses such as ME and BDE, where there is a tendency to propose mental solutions for physical challenges. I know I am being very critical right now, but I have significant reservations about using randomized controlled trials (RCT’s) in research to address complex or “wild” problems. The scientific method cannot grasp the interconnectedness in the problems that the individuals experience, as we are not isolated islands, rather, we are connected to the world around us.

> Without Judgment

The story revolves around the fear of being too sick to handle the job, finding relief in expressing emotions without judgment, and the importance of self-compassion.

I had just been offered a new job. An attractive job. I should have been happy, but I wasn’t. Instead, my body felt so strained that I couldn’t feel the happiness, I couldn’t think a coherent thought.

 

It was as if my mind grappled to make sense of it all by accessing the shared pool of the collective unconscious, for me to feel the way I did. 

 

A thousand thoughts raced through my mind: ‘You are stupid because…’, ‘It is your fault because…’, ‘Why don’t you…’

 

I knew they had nothing to do with me being offered an attractive job, so there was no reason why I should think the way I did. Despite this understanding, I couldn’t grasp what it was all about; my body was consumed by a senseless panic.

 

When they asked me what was wrong, I couldn’t explain it, I couldn’t put it into words. I couldn’t articulate what was going on inside of me because of all the chaos. Painfully, I admitted to them that I did not know. I painfully said that I couldn’t convey it without sifting through a pool of accusations from the collective unconscious, and that I knew had nothing to do with them.

 

They sat down on the floor beside me, tight to tight. They placed their hand on my heart, and I placed my hand on their heart – and I breathed.

 

Then, quietly, I expressed all the thoughts that came to mind about their supposed guilt, almost like reciting a list of facts that was not theirs nor mine. With each statement, I felt a sense of relief, knowing that none of thoughts captured the essence of what I was feeling.

 

It was like I was unlocking the looks, and the water flooded out, while at the same time making space for oxygen to come in, because I no longer drowned in my suppressed sensing emotions.

 

And sentence by sentence, I started to feel what was going on, that I was afraid. I was afraid that I was too sick to take on the new job. I was afraid that I was too sick to be in a high-performance culture. I was afraid that I was too sick to manage the job. I was afraid…

 

Gradually, without judgment, I calmed down, allowing me to voice my fear – one sentence at a time – that I was too sick to work.

 

I was immensely grateful for the chance to sit with them without judgment, feeling their presence, sensing, and reconnecting with my body until I regained my sense of self.

 

POSTSCRIPT

It was about seven years ago. I had high metabolism and became very sick for reasons that I still do not understand fully to this day. But I kept standing om my two legs, even when on some days it felt like a miracle just to get out of bed.

 

I am grateful that I could process my reaction that day without judgment. I wish I had shown the same kindness to myself, not judged myself so harshly, and asked for help.

> Sunflower

A ‘personal reflective essay’ inspired by Hannah Gadsby’s show ‘Nanette’ with a touch of science, delving into themes of attachment, trust, and resilience, and the profound role of how sharing our stories fosters connection. Additionally, snippets from her show are included at the end.

I am a spiritual person. I believe there is something bigger than ourselves. I believe we are connected to the world in a network invisible to our eyes. I believe we are connected to each other through our bodies, singing to one another across distance like the whales sing to one another in the ocean. I believe in making beautiful and heartfelt connections with people I choose to have in my life. I believe in trusting you, holding my heart. I believe in you trusting me, holding your heart.

And that was not given to me where I grew up, for trust was not a birthright. I was raised with the basic feeling that I was left to myself, in a world I did not understand, that I could not rely on anybody, that I needed to hold on to myself, and that people would disappear out of my life. I was raised with the feeling of not being connected to the world, to people, and to you.

I don’t know if it’s because I’m neurodiverse and sense the world intensely that I find it so overwhelming. But from an early age, I learned that we are all made of the same stardust: sorrow, anger, fear, shame, joy, and happiness, and that we are all shaped by our shared experiences of good and bad relationships. I don’t know if that’s the reason it’s easy for me to connect to our common pool of emotions and experiences. I can see things from other people’s perspectives and walk alongside them, giving what I know we all need – including myself: to be listened to, to be told we are okay, and to be loved, and to be appreciated as the fantastic, smart, and attractive individuals we are.

Throughout my life, having experienced a number of traumas, and therefore having had post-traumatic stress disorder, I’ve learned that no stranger, nor bad person, can break me. I’ve come to understand that people cannot inflict permanent pain when they hold no place in my heart. Having good people in my life makes it possible for me to heal.

But what I also learned was that if I trusted someone to hold my heart and gently hand it back to me when they no longer wished to carry it, and they did not, I would break into a thousand pieces like a shooting star streaking down through the sky. And that pain inflicts such a deep wound that even with all the good people in my life, healing becomes difficult.

And I wondered why the difference, and delved into science.

When we give our heart to someone, we tap into an innate biological mechanism that bonds humans together: attachment. It’s the place where we not only feel safe and whole, but also feel at home, receiving our partners ‘loving presence’. It is the place where we can discharge both physical and emotional stress without fear of judgment or shame, and without being told to simply relax and forget about it. In the very best relationships, we are allowed to experience all forms of stress – anger, fear, shutdown – and receive all the loving presence of our partner as they sit still and quietly through the storm.

If a trusted person leaves us without warning on the roadside in a foreign country – whether it’s a partner, a family member, or a close friend – it plunges us into a disconnection from our emotions, thoughts, memories, and surroundings. Although this disconnection is a temporary state, the sudden and unexpected disconnection throws us into a state of survival worse than death, shattering our confidence in our own judgment and in the trust and reliability of people. An abrupt disconnection of the attachment leaves us with unresolved emotions, making healing challenging.

After delving into science, I came to understand...

I always stay connected when a relationship ends and take the conversations to heal wounds. I never abandon someone unexpectedly on the roadside in a foreign country. Because, even though we share a common pool of emotions and experiences, our stories are unique and meaningful only to you and me. As human beings, we need to tell, hear, feel, and understand each other’s stories to stay connected to the world. And because I do not have the strength to take care of my story alone – because suppressing my emotions suppresses my mind and body – I don’t want my story with you defined by disconnected emotions when instead our story can be connected in a beautiful journey travelled together.

I don’t know if it is because I’m neurodiverse and therefore a bit naive, or it’s simply because I refuse to bend to our culture’s construction of a social world where there is nowhere we can connect with others while experiencing the full range of our emotional intensity. But I do know this: if we seal ourselves off from our disconnection and store it in our body, we seal off our connection to the world.

I choose to connect to the world, to trust people, and to trust you because trust is the foundation of all relationships – whether it be with a partner, lover, friend, family, colleague, and stranger. Without trust, there is no respect; without respect, there is no connection; without connection, there is no love – and that would be an unbearable, heartbreaking world to live in.

SNIPPITS FROM HANNAH GADSBY’S SHOW ‘NANETTE’

“… Because my mom is very funny. She lives a comedy better than I can ever write it. Her response to me coming out, when I told her I was a little bit lesbian... Baby steps. Her response... was this. She’s just gone, ”Oh, Hannah. Why did you have to tell me that? That’s not something I need to know. I mean, what if I told you I was a murderer?”

… She said to me, “The thing I regret is that I raised you as if you were straight. I didn’t know any different. I am so sorry. I’m so sorry. I knew... well before you did... that your life was going to be so hard. I knew that, and I wanted it more than anything in the world not to be the case. And I know I made it worse, because I wanted you to change because I knew the world wouldn’t.” And I looked at my mum in that moment and thought, “How did that happen? How did my mum get to be the hero of my story?”

… And what I had done, with that comedy show about coming out, was I froze an incredibly formative experience at its trauma point and I sealed it off into jokes. And that story became a routine, and through repetition, that joke version fused with my actual memory of what happened.

… I tell you this because my story has value. My story has value. I tell you this ‘cause I want you to know, I need you to know, what I know. … What I would have done to have heard a story like mine. … But to feel less alone. To feel connected. I want my story... heard.

… Stories hold our cure. … I just needed my story heard, my story felt and understood by individuals with minds of their own. Because, like it or not, your story... is my story. And my story... is your story. I just don’t have the strength to take care of my story anymore. I don’t want my story defined by anger. All I can ask is just please help me take care of my story.

… Do you know why we have the sunflowers? It’s not because Vincent van Gogh suffered. It’s because Vincent van Gogh had a brother who loved him. Through all the pain, he had a tether, a connection to the world.“

> Jeg er autist

Jeg er autist.

Gennem livet er jeg blevet kaldt mange ting: mærkelig, quirky, off, håbløs, anderledes og naiv. Eller folk taler ganske enkelt ikke med mig, fordi de fornemmer, at jeg ikke er som andre.

Jeg tror, det forvirrer rigtig mange mennesker, at jeg fremstår skarp, vittig og sød, samtidig med at jeg ikke følger de uskrevne sociale spilleregler. Og hvis folk satte ord på, ville de tænke, at jeg ikke forstår sociale interaktioner.

Men jeg forstår ganske udmærket sociale interaktioner. Men ikke efter samme standard som de fleste.

Jeg forstår ikke sociale hierarkier, men jeg forstår, at det er vigtigt, hvem man bliver set sammen med, men ikke hvorfor.

Jeg forstår ikke hentydninger, men jeg forstår, at jeg gør ting forkert, men ikke hvorfor.

Jeg forstår, at det er vigtigt at man er sød, men jeg forstår ikke hvorfor, jeg bliver valgt fra, fordi jeg ikke er utilnærmelig.

Jeg hører, hvad folk siger, og ser, hvad de gør. Jeg ser og hører forskellen mellem det, folk siger, og gør. Jeg ser ikke de uskrevne sociale spilleregler, som mennesker tolker ind i hinandens handlinger, så mange ting går hen over hovedet på mig.

Det går hen over hovedet på mig, hvis en person kan lide mig, men ikke siger det direkte til mig. Jeg forstår ikke, at hvis jeg direkte siger til en person, at jeg kan lide dem, at de tager det ilde op. Vi kan jo bare sige pænt tak.

Og hvis man på en arbejdsplads siger, vi samarbejdsorienteret og venlige, så er det jo selvfølgelig sådan det er, ik? Nop!

Så fordi jeg ikke følger de uskrevne sociale spilleregler, men tager folk på ordet, oplever jeg, at folk projicere deres egne ting op på mig: som var de en projektor og jeg et hvidt lærred, hvor folk kaster deres fordomme, forestillinger og forventninger op på mig. Det gør ondt.

Når vi giver håndtryk, ser jeg verden igennem Goffmans mikrosociologiske briller:

• Når vi mødes, ser jeg, hvor du står i rummet, og hvordan du står i forhold til alle andre mennesker. Jeg ser, hvordan du bevæger din krop, gestikulere med dine hænder og din ansigtsmimik, hvor du retter dit blik hen, hvordan du spænder i musklerne omkring øjnene og munden. Jeg ser, hvordan du bevæger dig hen imod mig og med hvilken hastighed. - Jeg ser dit valg af hierarkisk position.
• Jeg ser din frisure og makeup, dit tøj, dine sko, dine smykker, samt de tilhørende farver og teksturer. - Jeg ser dit valg af sociale symboler.
• Når vi giver hånd, lægger jeg mærke til din parfume, din øjenfarve og farveændringen i regnbuehinden og det hvide i dine øjne, dit håndtryk, og hvor varm din hånd er, din huds tekstur, og hvordan du giver håndtrykket. - Jeg lægger mærke til, hvordan du spiller din sociale rolle.
• Når du taler, lægger jeg mærke til hvilket tryk du lægger på de enkelte ord, afstanden mellem ordene, hastigheden hvormed du siger ordene. Jeg lægger mærke til dine valg af sproglige vendinger. Jeg hører dine valg af sætninger. Og Jeg hører også det du ikke siger. - Jeg ser dit valg af sociale værdier.
• Og så lægger jeg helt særligt mærke til din vejrtrækning og ændringerne i dit nervesystem. - Jeg sanser og mærker din følelsesmæssige tilstand.

Da jeg ikke kan filtrere mine sanseindtryk, systematiserer jeg alt, hvad jeg ser, hører, lugter og mærker. Og når jeg har tilpas mange - og det er meget få - information om dig, forudser jeg din adfærd, før du selv er klar over, hvad du tænker. Også før du handler. Alle handlinger, du foretager dig, er en forudsigelse af foregående handlinger. Jeg kan også sætte en psykologisk model på din adfærd og fortælle dig, hvorfor du handler, som du gør. Men det kræver mange samtaler mellem dig og mig, før jeg forstår lige præcis dig, og jeg mærker dyb empati med dig.

Min hjerne er en seismograf, der registrerer selv de mindste ændringer i mennesker, og jeg bliver derfor ofte overbelastet. Og derfor bliver jeg til tider så usikker, at jeg griner højt og siger og gør mærkelig ting. Det er jeg meget ked af, fordi jeg ikke får sagt, hvad jeg virkelig mærker.

Jeg kan lide min måde at opleve verdenen på. Men en gang imellem ville jeg ønske, at andre ville tage mine briller på, og se verdenen fra mit sted, i stedet for at jeg altid skal tage andres briller på, og få at vide at jeg er forkert.

Psykologen Per Schultz Jørgensen budskab i bogen ”Broen til det andet menneske” er, at vi alle er ens, og ønsker vi ikke at efterlade hinanden ensomme midt i en stor flok, skal vi tage hinanden alvorligt, lytte og bidrage. Vi skal turde lytte til den anden og skabe forbundethed – vi skal gå over broen til det andet menneske. Socialpsykologen Jytte Vikkelsø vil sikkert også sige, at vi skal turde gå over broen til os selv, ellers får vi svært ved at gå over broen til det andet menneske.

Disclaimer inden jeg slutter af med et citat fra standup-komikeren Hannah Gadsby fra ”Nanette”: Jeg har ikke et officielt papir på, at jeg er autist. Jeg har kaldt mig selv pseudo-autist det meste af mit liv på grund af den måde, jeg sanser, føler og tænker, samt min mere direkte og mindre implicit måde at kommunikere på end andre mennesker. Jeg har erfaret, at min måde at opleve verden på ikke er den samme som andres, og derfor tænker jeg, at det måske er på tide at undersøge, om jeg skal fjerne "pseudo".

PS til læseren, det retoriske budskab er selvfølgelig vinklet med et budskab: vi er ens, gå over broen til det andet menneske og connect.

UDDRAG FRA HANNAH GADSBY'S SHOW 'NANETTE'

"... To be rendered powerless does not destroy your humanity. Your resilience is your humanity. The only people who lose their humanity are those who believe they have the right to render another human being powerless. They are the weak. To yield and not break, that is incredible strength.

… I believe we could paint a better world if we learned to see it from all perspectives, as many perspectives as we possible could. Because diversity is strength. Difference is a teacher. Fear difference, and you learn nothing.

… Through all the pain, he (Vincent van Gogh) had a tether, a connection to the world. And that… is the focus of his story we need – connection."